Welcome to the Wedge – A place to dream together!

På arbejdsweekend i et kollektiv i bushen! Hvor de lever med og af drømme om en bæredygtig fremtid!

”Vil du med til en weekend til Common Ground?  Det er et fantastisk 'community' med skønne folk, der vil interessere dig”.

Det er Iain fra ’Co-housing Australia’, der inviterer - 61 år, født i Melbourne, projektmager og livsnyder med masser af ideer! Og en bil på vej til Common Ground.

Jeg har jo gennem mange år set på alternative bosætninger og bevægelser. Og på hjemmesiden kan jeg se at folkene fra Commonground er eksperter i samarbejde!

Spændende - jeg orker bare ikke rigtig at møde flere mennesker lige nu. Det har været en superspændende, men også superhård uge med nyt skrivebord, nye veje til arbejde, nye kolleger, nye projekter og nye venner, der vil høre om bofællesskaber i Danmark. Jeg har også masser af - nye og gamle - arbejdsopgaver og deadlines.

Men jeg må selvfølgelig sige ja til sådan en invitation - og møde flere mennesker og se, hvilke liv, der leves og hvilke drømme, der drømmes  - derude i bushen 1½ time fra Melbourne? Og er der mon kænguruer?

Jeg pakker en tandbørste og tager toget til Heidelberg, hvor Iain samler mig op.

Vi skal ikke langt udenfor byen, før vi når de områder, der blev brændt ned for 2 år siden i de store ’bush fires’. Der ser ellers meget fint og grønt ud for denne årstid, fordi det har regnet usædvanligt meget i år. Træer og buske er kommet op igen, men stammerne er sorte! Og ind i mellem står der døde træer, der ikke klarede det.

Welcome to the Wedge – A place to dream together!

... står der på skiltet på væggen, da jeg træder ind i skyggen i det lysebrune og kæmpestore kollektiv og kursuscenter i bushen (www.groupwork.com.au/commonground).

Lysebrunt  - fordi det er halmbyggeri. Huset er bygget af et træ-skelet med tykke halmvægge, der er beklædt med en lerskal og giver dejlig bløde vægge og former. Som at være med i direkte TV fra 'Friland'.

Kæmpestor – snor denne labyrint af et hus sig langs bakkeskråningen. Rum i forskellige former dukker op rundt om hvert hjørne. Store rum med bølgende vægge, med pejse og med stabler af bongotrommer eller puder til møder og kurser. Et bordfoldbold som på Bakken har også sneget sig ind. Mellem de store rum er et utal af værelser til overnatning og toiletter og bade – nogle mørke og hyggelige med fliser i forskellig farver, andre badet i lys fra ovenlysvinduer og udsigt over bushen - hvert eneste rum er forskelligt og har sit eget navn. I den bagerste fløj ligger den mere private del, hvor de 4 beboere har deres køkken, kontor og stuer og en fantastisk terrasse oven på den store vandtank med udsigt over skoven og den store ’dam’ (floden, der er stuvet op) der - meget bemærkelsesværdigt for årstiden - har masser af vand.

Jeg har fået ’Ruby McKinleys’ med to senge for mig selv og med dejlig udsigt over øst og nord (hvor solen altså skinner fra). Vi blev først installeret i dette rum sammen. Fint nok - jeg kommer jo fra frigjorte DK, og jeg er da også vandt til ’shared rooms’ med ture med forskere, græsrødder og bofæller. Bare de andre ikke snorker for meget - så går det nok. Men Iain ender med at få sit eget soveværelse, fordi der er plads nok denne fredag aften - fint nok!  

Kollektiv – det 27 år gamle sted er startet af de 4, der stadig bor der – Ed, Glen, Phil og Sarah (visnok). Gennem tiderne har der boet flere familier – omkring et dusin børn er vokset op der – og nogle af dem er på besøg her i weekenden med deres små børn. Ingen unge familier er imidlertid blevet hængene og nu er stifterne omkring 60. Denne arbejdsweekend – gathering – samler venner af stedet og frivillige til at vedligeholde det enorme sted.

Kursuscenter – fordi det bruges til at holde kurser om samarbejde og facilitering (www.groupwork.com.au/). Kursusaktiviteterne, der er beskrevet i en folder på smart glittet papir, brødføder stifterne. De fleste kurser afholdes i lokaler i Melbourne, men her ankommer også store busser med medarbejdere fra virksomheder og organisationer, der skal have et par dages ’samarbejdstræning’. De kører efter Robin Hood princippet. Har du penge, så betaler du! Er du en lille forening uden midler, så er det billigtere eller gratis. Måske ’Bakken’ skulle tage på ’trivselsweekend’ her – interessant om end ikke så bæredygtigt (jf. ’lad os tale om det')  

I løbet af aftenen dukker flere folk op, der vil bidrage til arbejdsweekenden. Inklusiv de mange børn er vi ca. 30 til vegetarisk stuvning fredag aften og hjemmelavet ikke-alkoholisk ’ginger-beer’ (superlækkert – jeg får opskriften). Og flere dukker op lørdag formiddag.  Der er bl.a. en økologisk farmer, der tidligere har boet her. Han har sine 6 WWOOF’ere med, der kommer fra Tyskland, USA, Italien osv. (Willing Workers on Organic Farms  - rygsæk-rejsende, der til gengæld for kost og logi arbejder på et økologisk landbrug).

... og drømmene? 

Seth - en af de unge fyrer fra USA er meget interesseret i stedet og hvordan det blev etableret, og beder meget oprigtigt Phil fortælle om det – men han er tilbagelænet og tager ikke umiddelbart den unge fyr særlig alvorlig. Der kommer mange folk forbi her fra hele verden. Bliver man mon træt af alle de spørgsmål over årene – eller bare træt? Jeg oplever heller ikke åbenheden eller interessen for andre særlig stor.  Hvad sker der her? Har de opgivet at formidle og drømme?

Men den næste eftermiddag - efter 4 timers hårdt arbejde i solen med at luge med hat og faktor 30 (med supervision fra Glen kender jeg nu flere former for Australsk ukrudt – hvoraf noget er særdeles sejlivet) - beder Iain mig vise billeder fra Bakken og fortælle om bofællesskabet. Og her dukker der noget interesse frem – mange spørgsmål om hvordan det er organiseret i praksis, om konflikter, ejerformer og indslusning af nye. Både de mange gæster og de faste beboere har spørgsmål.  Og Glen vil gerne tale om samarbejde - hun inviterer til at jeg kontakter hende, så vi kan mødes i Melburne. Nu må vi se.

Iain og jeg skal hjem lørdag eftermiddag, selv om den store fest med ’årets tale’ er lørdag aften, og der er masser af mere arbejde. Men Iains kæreste, der er leder af Australiens officielle organisation for frivilligt arbejde i u-landene, er kortvarigt hjemme mellem to rejser til New Genua og Afrika, Og han skal også lave en ’co-housing’ workshop søndag. Jeg skal arbejde – og skrive på min blog ;-)


Phil til venstre og Iain til højre foran 'the orchard'

Men inden vi kører, får jeg så en rundvisning af Phil. Han viser både den private del frem, køkkenhaven, der bugner med tomater i mange faconer og farver og små kuglerunde gule agurker og 'the orchard' - frugthaven, der har pærer så store som meloner og æbler og fersker og nashi (blanding mellem æble og pærer). Phil peger rundt i landskabet og fortæller om stedet og naturen omkring.

De er naturligvis meget glade for dette lille øko-paradis, der også præsenterer sig fantastisk i solen. Det er ikke forkert at sige, at det er deres liv, der ligger her mellem træerne på bakken. Det ER også meget smukke drømme om fællesskab og lighed og bæredygtighed! 

Men hvordan skal det udvikles? Kollektiv-drømmene om ’one roof, one person, one chair’ – appellerer åbenbart ikke tilstrækkeligt i dag, og stifterne har ikke hidtil været parat til at åbne for nye måder. Måske skulle de tage på deres eget kursus og udvikle nye drømme?

Vi kører hjemad til livet i byen ...

... Iain med en tidligere karriere som ’builder’ med store projekter og penge - og 3 ekskoner og 7 voksne børn. Og de sidste mange år som projektmager indenfor miljø, atomkraft-modstand og sociale udviklingsprojekter. Og et nyt co-housing projekt i Melbourne, der snart er flyvefærdigt og kan klare sig uden ham. Det er Iains drøm at flytte til Common Ground på halv tid – og udfordre de gamle drømmere! Blandt andet på på deres principper om ejerformen, så flere nye familier kan købe en 'lot' og give stedet det nødvendige nye liv. Hvordan ser et bæredygtig liv på landet ud i 2011? Hvad er mulighederne for at etablere arbejdspladser på landet?

... og jeg ... 'stukket af fra karrieren’ i Danmark med masser af deadlines og stress. For at have tid til at fokusere og skrive artikler - og dermed pleje karrieren ... Og selvfølgelig for at opleve og møde! Jeg som elsker nye projekter og muligheder og aldrig kan sige nej og derfor ender med alt for meget! Hvad er min drøm? Man tænker godt  - der i bilen på vej til byen - på den anden af kloden!

Hvad drømmer vi egentlig om? Og tager vi vores drømme alvorligt?

Og mødte jeg nogen kænguruer? Masser! Iain stopper tålmodigt bilen for at jeg kan billede af den første, vi ser. Så vælter det frem blandt træerne, da vi nærmer os Common Ground. På en lille aftentur i skumringen går vi helt tæt fordi en stor en, der sidder helt roligt og ser på os. De er vant til mennesker her. Mens jeg luger, råber folk pludselig – Bergitee – for at jeg skal se en kænguru, der løber op ad skrænten helt tæt ved. Der er også firben, der soler sig, og masser af bier i Skt. Hans Urten, der summer rundt. Om aftenen er der masser af myg, der bider! Og en lille ’bat’ (flagermus), der kravler irriteret rundt, da jeg tænder lyset. Der er karper i floden, som ungerne prøver at fange – de er en importeret pest, folk prøver at holde nede, før de fortrænger de andre fisk. Er kænguruerne en pest også? ”Nej, dem kan vi godt lidt! Vi sætter bare hegn om køkkenhaven, så de ikke spiser den”. Og de ser rigtig søde ud! 

... masser af kænguruer foran huset - og en flue med store sorte øjne!