Mandag morgen - på vej i skole

Jeg er faldet lige ned i hverdagen i Melbourne. Jeg har endnu ikke gået noget særligt rundt i Melbournes centrum og jeg har ikke set nogle af utallige attraktioner, som byen er kendt for - endnu altså.

Til gengæld kender jeg, hvordan St Kilda vågner. Fuglene og bilerne larmer om kap, børn og voksne går i rask fart i alt fra jakkesæt til korte nederdele og små toppe, cafeerne åbner og bilerne holder i kø på Marine Pde. Jeg kender den hurtigste vej til stoppestedet, hvor sporvogn nr. 16 går til Malvern station.

Jeg ved, at toget til Huntingdale går fra spor 4, og at bussen til Monash holder under broen ved motorvejen. Jeg ved, hvilken zone universitetet ligger i, og har fået det tag, der skal sikre, at billetten, der stikkes i automaten hver gang man skifter, kommer ud igen, registeret af systemet.

Jeg sidder sammen med de andre pendlere og bliver utålmodig, når de uendelige antal røde lys stopper sporvognen. Dog spiser jeg ikke morgenmad i sporvognen, hvad en del passagerer ofte gør. De fisker en bøtte op af tasken, finder skeen frem og vær så god …

Og så lægger jeg særligt mærke til de mange små og store børn på vej til skole – der er mange i sporvognen. De har skoleuniformer på, nogle mere klædelige end andre.  Pigerne har kjoler på ofte i blålige tern og meget korte. Drengene har bukser til knæene, hvide skjorter og jakker med striber og logoer. Måske endog slips. Mange piger og drenge har hatte på med logoer. Rygsække på med logoer. Idrætstøj med logoer.  Og store sorte fornuftige sko.

Det med hattene kan være en god ide, for sommersolen er stærk. Men for mig ser det mærkeligt ud med en række teenagedrenge med stribede jakker og hatte på. Selvfølgelig ser ingen af dem ud til at more sig – eller undre sig - over hinandens uniformer - omvendt er jeg ser sikker på de flår dem af, når de kommer hjem. Efter 16 er der ingen børn eller unge på gaden med uniformer. 

De fleste offentlige og private skoler i Australien har skoleuniformer. Skoleuniformerne har logoer med ’’Deo Duci’ og skolerne hedder fx ’La Salle’ eller ’Sacred heart girls school’ eller det mere lokale 'Elwood Primary School'. Argumenterne for skoleuniformerne handler om at undgå kliker og skabe lighed.


Jeg mødte en lærer i weekenden, som fortalte at han godt kunne han godt lide, at elevernes baggrund ikke viser sig gennem muligheden for at købe smart tøj. Nathan, som han hedder, mener nu, at elevernes personlighed sagtens kan trænge igennem alligevel. Jeg kan godt se pointen med at undgå det dyre tøj, men for mig er der også noget ensretning -uniformering - over det, som jeg synes er en høj pris. Og det med lighed  må jeg også lige grave lidt mere i.

Nathan var oprindelig uddannet ingeniør, men efter 3 år blev han arbejdsløs og valgte at tage en overbygning på et år, der gjorde muligt for ham at undervise i skolen. Han underviser i matematik og it på gymnasieniveau.

Skolegangen i Australien er normeret til 12 år – man starter som 5 årig og kommer ud af ’maskinen’, som han kalder den, som 17 årrig student. Målet er således, at alle skal blive studenter. Ifølge Nathan, vil det aldrig anbefale, at man undlader og kun vælger fx at gå i lærer som håndværker. De vil i øvrigt supplere dette med fx 1-2 dage på gymnaiset med særlige kurser. Der er overordnede læseplaner, men det er op til den enkelte skole og lære at vælge og tilrettelægge undervisningen.  Skolesystemerne i de enkelte stater i Australien er faktisk lidt forskellige, men der er en bevægelse på vej for at gøre det mere ensartet  på tværs af stater.

Det er super-interessant at udforske skolesystemer. Og det er facinerende at se i hvor høj grad skolesystemer er nationalt forskellige, og hvor tunge kulturelt og historisk forankrede institutioner, vi taler om. Selv om bl.a. pisa-stormene med jævne mellemrum raser over den dan ske folkeskole er der masser af ting, der ikke diskuteres.

De Australske skoler er naturligvis bygget på engelsk traditioner. Skolerne vil ofte været inddelt i ’huse’ - som i Harry Potter – hvor eleverne tilhører et hus gennem hele deres skoleforløb. Huset har således børn i aldre. Nathan skynder sig at fortælle, at de ikke har den ’onde’ konkurrence som i bøgerne, men at det fungerer som en tryg base i elevernes hverdag – og lidt konkurrence er jo godt., mener Nathan. 

Han fortæller endvidere, at lærere i Australien ikke har særlig høj prestige – ”man kan altid blive lærer”. Også her skal lærere åbenbart lægge ryg til meget kritik – især lærerne på de offentlige skoler, der omvendt har de største udfordringer. Nathan fortæller nemlig, at omkring 40 % af australske skoler er private. Denne udvikling er sket over de sidste 30 år og andelen er voksende. Det handler selvfølgelig grundlæggende om, at forældre vil det bedste for deres børn, og at de mener at disse skoler kan udvikle deres børns ressurcer bedre, men Nathan mener det er en ond cirkel. De stigende antal private skoler bygger videre på en tradition med eliteskoler med lang historie og stærkt fokus på faglighed. Men disse eliteskoler skoler er så attraktive, at de selv kan vælge deres elever og kan derfor holde et meget højt niveau.  De nye privat skoler er ikke så dyre som de traditionsrige ældre skoler, så mange middelklassefamilier vælger dette. De offentlige skoler må så håndtere den resterende del af befolkningen, der ikke har råd til private skoler. Nogle offentlige skoler er rigtig gode og folk vil flytte til disse områder for at få deres børn på disse skoler. De øvrige skoler må så klare sig, som de nu kan. Så måske skulle man tage fat på det med ligheden et andet sted end i uniformerne.

Nathan arbejder i selv øvrigt på en privat skole, hvor han oplever at opbakningen til elever og ham som lærer er større.

Så helt hverdag-sagtigt er det selv-følgelig ikke. Der er også det med papegøjerne, som jeg møder hver morgen på vej til sporvognen.