Byer i den kreative klasse?

Cafe midt i Yarra river under en
af de nye smarte broer

Byer er i stigende grad rammen for masser af menneskers liv og interaktion i form af (re;-)produktion og handel og service og styring mv. Faktisk bor allerede 80 % af klodens befolkninger i byer, og tallet er endnu højere i Australien.
Og de Australske byer er helt sikkert rammen for en masse menneskers virkelighed - og drømme. Det er levende, spændende og charmerende byer med en umiddelbar 'relaxed' stil. Men denne stil synes at være under pres. Jeg hører en del historier om gammeldags hierarkiske arbejdspladser med en vis ineffektivitet og god tid - men også om stærkt øget konkurrence om boliger, arbejdspladser og succes. Der er mange, der gerne vil ind og være med. 

Jeg har lært et rigtig godt udtryk - 'to crap on about something' - at knævre løs om et eller andet. Så nu 'crapper' jeg jeg altså lidt 'on' om byers udvikling i Australien uden de helt dybe faglige undersøgelser som grundlag. 

I den rige verden hvor industriproduktion bliver for dyr og dør ud, satser byerne i høj grad på at omdanne sig til ’kreative byer’. Den amerikanske forsker Richard Florida har slået igennem globalt med sin tese om byudvikling i den post-industrielle tid. Ud fra et økonomisk perspektiv peger han på, at byer, der klarer sig godt i den globale konkurrence i 'videnssamfundet', tiltrækker ’den kreative klasse’. Hvor byerne altså før gjorde sig umage med at tiltrække virksomheder bl.a. ved at tilbyde virksomhederne god beliggenhed og billig infrastruktur, så er mantraet i byudvikling i dag, at man skal tiltrække de kreative – så skal virksomheder og vækst nok følge efter.

Nye huse med 'water sensitive urban design'
i forgrunden

Den kreative by for Florida har mere karakter af middel end af mål - vi skal være kreative, fordi det er det, vi skal leve af i den nye verdensøkonomi. Strategien er at sikre 'teknologi, talent og tolerance' - og her kommer planlægning og byudvikling ind. Den skal sikre at byerne er attratktiv for disse ressourcer gennem spændende, dynamisk, mangfoldig byudvikling med forskellige kvarterer og masser af aktiviteter og muligheder for udfoldelse og selvfølgelig god infrastruktur i forhold til sundhed og uddannelse. Og det kan der jo godt komme gode 'liverable' byer ud af.

Denne byudviklings strategi er tydeligt at se i de to store australske byer, jeg foreløbig har besøgt – Brisbane i Queensland og Melbourne i Victoria – både retorisk og konkret i bybilledet.   

Brisbans gamle posthus i skyggen
 af den nye stil

Australske byer er relativt unge – når vi undtager de aboriginale bosteder, der var før de hvide indvandrere byggede deres byer. Og det gør man her. Historen kan alligvel læses i byerne. Både i Melbourne og Brisbane er gadebillede overvejende præget af nyere arkitektur i mere eller mindre spændende former og materialer – langt de fleste i minimum 25 etager og der bygges og bygges. Høje grundpriser lægger pres på at erstatte de gamle huse og i sær i Brisbane er svært at se ældre originale huse i større antal. Få er særligt værdsatte og fredede og ligger som små mærkelige anakronismer, der spejler sig i højhusenes glasfacader. Andre er bare svære at få øje på, fordi udsynet er dækket af træer og moderne gade indretning med store sejl og andre former for overdækninger, der skaber skygge for den stærke sol. 

Brisbans gågade med sejl, der skygger
for solen - og de gamle huse

I Melbournes centrum er lidt nemmere at se historien i bymidten. Melbourne blev iøvrigt ikke som de andre byer grundlagt af det engelske kolonistyre, men af entreprenante hvide mænd og kvinder. Næsten samtidig sejlede to forskellige familier i 1835 ind i Port Phillip Bay, der er en stor naturlig og næste lukket bugt, og købte land af de derboende aboriginals og påbegyndte en by. To år efter blev byen planlagt i et helt systematisk grid. Det lykkedes planlæggeren i forhandlinger med Guvernøren at gennemtrumfe de meget brede boulevarder øst-vest, hvor turister og indfødte i dag shopper i de mange butikker eller skynder sig af sted på de brede fortove i skyggerne fra træerne, mens masser af biler – og også sporvogne – fylder resten af gaden. Planlæggeren måtte til gengæld acceptere at, at hver anden gade i nord-syd retningen blev udlagt som meget smallere gader og stræder, en beslutning, der har kostet dyrt, idet mange gader senere er blevet bredere gennem opkøb. I Melbournes centrum kan man stadig meget få skridt fra boulevarderne finde meget smalle stræder, hvor solen næsten ikke trænger ned mellem de høje huse. Hvor disse tidligere havde et blakket ry, så er de i dag fyldt med små butikker og cafeer, der med bare en række af borde foran spærrer hele gaden. I et sådan snævert stræde sad jeg sidste fredag eftermiddag på en cafe med en af mine nye co-housing venner – Tony – og fik en cappuccino - i en lille pause i kortlægningen af midtbyen. Tony er som mange andre Australier helt sikker på, at den eneste måde at transportere sig på er med bil. Derfor sad vi lidt senere i to timer i bil for at køre ca. 5 km. til Fizroy North, hvor der var co-housing get-together!

På et tidspunkt så det ellers meget godt ud med Melbournes byplan. Byen blev tidligt etableret i en slags fingerstruktur med sporvogne og toge, der forbandt de mindre byer til centrum. Men især efter anden verdenskrig er også Melbourne blevet en bil domineret by. Den private bil gjorde den private bolig mulig - og dermed byens udbredelse. Ikke kun mellem byerne i 'fingrene' blev der fyldt med ’urban sprawl’, men også imellem 'fingrene' – især enfamilies huse med små haver rundt om, så langt øjet rækker – og lidt længere. De australske byernes fysiske størrelse er enorm. 

Uviklingen afspejles i de forskellige kvarterer - næsten som årringe i et træ - der er udbygget i forskellige perioder. Disse kvarterer er i konstant udvikling og får nyt liv. Måske undtaget parcelhus områderne - hvornår bliver det deres tur til byomdannelse - det er både nødvendigt og interessant - også i Danmark . Her er et par eksempler fra Melbourne: 



Typisk gammelt byhus - her i Melbourne

Helt tæt på bykernen er Fizroy, der i dag er det hippe kvarter med masser af restauranter og spændende butikker med nyt og gammelt. Her mødes man! Bydelen er udviklet som et beboelsesområde med rækker af gader med primært rækkehuse fra sidst i 1800 tallet med udskåret træ og små terrasser foran. Jeg har været så heldig at være på besøg i to forskellige huse. I Moor Street i Fizroy, der er en stille sidegade til den meget levende og larmende Brunswick Street blev jeg via en kollega i Københavns Kommune inviteret hjem til en fantastisk familie.  Da jeg talte med dem for at finde vej var de helt klare: ”vi bor i byen!” De kunne ikke tænke sig at bo andre steder - og jeg forstår dem godt.  Deres hus er i to etager med lille have bagved. Her er både plads til borde, barbecue, køkkenhave, træer og opossummer - og hvor der er hjerterum er der husrum. Familien kender alle naboerne og inviterer masser af gæster. De skal til at bygge deres hus om, så der bliver lidt mere plads og lys og det bliver supergodt - med glasfacader til haven, dobelt glas (!!!) i vinduerne, solceller og vandtank! 

I Fizroy North blev jeg inviteret ind i endnu et hus fra den periode - efter den famøse 2 timers biltur, som ikke fik Tony til at overveje at tage en 'tram' i stedet. Det var co-housing folkene, der mødtes til ’pot-luck dinner’ for at ’socialise’ inden de om 3 måneder skal flytte ind i det nye bofællesskab, der bliver bygget i Heidelberg. Da vi ankom, undrede jeg mig over det meget lille hus, som familien har lejet til deres nye lejlighed er klar. Skulle der virkelig kunne bo en familie der? Men det var kun til døren blev åbnet og huset fortsatte indad i en uendelighed – som et kartoffelrække hus, hvis etager er lagt ved siden af hinanden. Det smukkeste hus med værelser på stribe. Og bagerst igen en frimærke have, hvor jeg spiste sammenskudsgilde med de sødeste mennesker. Hvor heldig kan man være at blive inviteret indenfor! Huset var i dog på nogle punkter i meget dårlig stand - med store revner i muren. Man kan kun undre sog over at udlejer ikke holder det ved lige. Det er sin vægt værd i guld.

Kvarteret St Kilda, hvor jeg boede, ligger tæt ved vandet og har indtil for 10 år siden været et 'tvivlsomt' område, der har udviklet sig gennem 100 år omkring forlystelser og restauranter. Nu er det et ’vibrant’ kvarter - også med stigende huspriser - og en række moderne byggerier blander sig med de gamle. Blandt andet det højhus på 12 etager, som jeg havde lejet en studio-lejlighed i – Egdewater Towers – der nok har været et af de første højhuse i området, da det blev bygget sidst i 60’erne og lanceret som et nyt og elegant sted at slå sig ned. Jeg var glad for at bo i St. Kilda - tæt på vandet og lidt mere frisk luft end i city – og alligevel masser af liv. Det vrimler med mennesker på de to hovedgader. Folk spiser frokost eller hænger ud på en café i solen og spiser kager fra et af de traditionelle jødiske konditorier.

Så er der de mange små bydele langt de store veje og jernbane linjer. Jeg krydsede en del af dem på vej til Monash hver morgen – enten med det offentlige eller på cykel. Og det var helt forskellige byer, jeg oplevede afhængig af hvor man møder dem. Hver af disse 'byer', der nu flyder helt sammen, har en hovedgade, hvor bilerne suser igennem. Facaderne får det til at ligne en slidt by i en amerikansk western film. Det hverken ser eller opleves særlig charmerende med bilerne, der drøner med 60 km og gør det helt umuligt at krydse gaden endsige cykle langs den. Men bevæger man sig bare kort væk fra disse store gader, så ser der pludselig anderledes hyggeligt ud. Man kan finde små butikker og cafeer og grønne områder med legepladser og altså en uendelig hed af ’suburbia’ – der spreder sig til næste bydel, der ligner på en prik. Vil man vide, hvor gammel bydelen er? En god tommelfingerregel - jo større husene er, jo nyere er kvarteret. Nyere huse er ofte 250 m2.   

Tilbage til den kreative by. Det er ikke suburbia, der gør sig her. Der skal noget andet til, og Melbourne er med på vognen. Melbourne har altid været en uddannelsesby med fokus på viden og uddannelse, og det vrimler også med unge mennesker. Især mange asiatiske unge tager til Australien for at uddanne sig. Melbourne markedsfører sig som multikulturel og der er tydeligvis mennesker fra hele verden – de to kvarterer Little Italy og China Town i centrum udgør kun en lille og ældre del af dette billede af et land, der bygger på indvandring. Overalt i byen er der masser af sprog, farver og klædninger. Et andet element af ’den kreative by’ er de mange spændende kvarterer i kanten af den 'gamle by', hvor forladte industrier udvikles af unge kreative mennesker og virksomheder. Hvordan der planlægges for dette kunne være spændende at vide? Det er en af de udfordringer, vi arbejder med i Danmark, Tyskland og Holland osv.  I Australien er byudvikling og -planlægning ikke umiddelbart noget, man involverer borgerne og brugere noget særligt i. Men at der byplanlægges aktivt for at skabe en attraktiv by er tydeligt. Blandt andet har den danske arkitekt Jan Gehl og hans tegnestue rådgivet byen om at skabe byrum for folk. Der er etableret masser af nye pladser og ophodssteder - bl.a. en hel ny plads i centrum (Federal Square) med et utal af aktiviteter og kultur. Der satses på cykelstier og lånecykler, og nye broer over floderne, lækre strandområder i bycentrum, kunst i gaderne og store faciliteter til sport og kultur osv.

Et andet clash - den nye havnefront i Brisban
med de smarte cafeer - og skolepiger i uniform

Også de gamle dokker er bygget ud med høje smarte huse med alterner, der skal afhjælpe det store behov for boliger og tiltrække flere mennesker til at by i bykernen. I Melbourne virker det her som om at satsningen på at bygge mange lejligheder – højt og tæt – har skygget noget for etableringen af bykvaliteter som spændende 'waterfronts' og grønne områder.

Og så er der selvfølgelig andre problemer. Et meget tydeligt problem er byernes bil-afhængighed. Biltrafikken er enorm og besværligt og meget dominerende. De fleste klager samtidig over den offentlige transport, som ikke er blevet udviklet noget særligt siden den blev etableret. Selv om der er mange afgange og et tæt net af busser, sporvogne og toge, så er den laaaaaangsom og linjerne ligger ikke nødvendig vis længere der, hvor der er mest brug for dem.
Og så har vi slet ikke talt bæredygtighed. En overskrift begge byer smykker sig med. Og fattigdom og polarisering, som jeg ikke ved meget om endnu. Men der er mange jobs til ufaglærte og med meget høje priser for boliger og madvarer, så kan fokus for en stor del af befolkningen næppe være på ”at leve den kreative by ud”.

I hvor høj grad disse tiltag i byen betyder noget for byernes vækst, tør jeg ikke vurdere. Men at det er byer med fuld skrue på udvikling er tydelig. Australien klarer sig også godt økonomisk - foreløbig. Deres økonomi bygger i høj grad på eksport af kul og mineraler – ikke umiddelbart et ’vidensamfunds’ profil. De blev ikke så hårdt ramt af den internationale krise og intern genopbygning og udvikling holder masser af hjul i gang, så mange at der er store flaskehalse på arbejdskraft. Også i Australien er gennemsnitsalderen på vej op, og mantraet er indvandring. Der satses på den kreative klasse – det kræver uddannelse og erhvervskompetencer at blive lukket ind.

Og en ny indvandret by-boer, der her vinker godnat! Efter renoveringen af den store pier i St Kilda er der flyttet pingviner ind i byen. I tusmørket kommer de svømmende ind i havnen og vader ind under broen med de mange nysgerrige mennesker. Så går de seng mellem de store sten, som molen er bygget af.
En del af den lange pier er derfor spærret for adgang for mennsker. Ja, ja, byudvikling medfører ofte gentrificering - det at nogle grupper favoriseres, mens andre skubbes ud. Her er der virkelig tale om byomdannelse for pinger ;-)