Welcome to the Wedge – A place to dream together!

På arbejdsweekend i et kollektiv i bushen! Hvor de lever med og af drømme om en bæredygtig fremtid!

”Vil du med til en weekend til Common Ground?  Det er et fantastisk 'community' med skønne folk, der vil interessere dig”.

Det er Iain fra ’Co-housing Australia’, der inviterer - 61 år, født i Melbourne, projektmager og livsnyder med masser af ideer! Og en bil på vej til Common Ground.

Jeg har jo gennem mange år set på alternative bosætninger og bevægelser. Og på hjemmesiden kan jeg se at folkene fra Commonground er eksperter i samarbejde!

Spændende - jeg orker bare ikke rigtig at møde flere mennesker lige nu. Det har været en superspændende, men også superhård uge med nyt skrivebord, nye veje til arbejde, nye kolleger, nye projekter og nye venner, der vil høre om bofællesskaber i Danmark. Jeg har også masser af - nye og gamle - arbejdsopgaver og deadlines.

Men jeg må selvfølgelig sige ja til sådan en invitation - og møde flere mennesker og se, hvilke liv, der leves og hvilke drømme, der drømmes  - derude i bushen 1½ time fra Melbourne? Og er der mon kænguruer?

Jeg pakker en tandbørste og tager toget til Heidelberg, hvor Iain samler mig op.

Vi skal ikke langt udenfor byen, før vi når de områder, der blev brændt ned for 2 år siden i de store ’bush fires’. Der ser ellers meget fint og grønt ud for denne årstid, fordi det har regnet usædvanligt meget i år. Træer og buske er kommet op igen, men stammerne er sorte! Og ind i mellem står der døde træer, der ikke klarede det.

Welcome to the Wedge – A place to dream together!

... står der på skiltet på væggen, da jeg træder ind i skyggen i det lysebrune og kæmpestore kollektiv og kursuscenter i bushen (www.groupwork.com.au/commonground).

Lysebrunt  - fordi det er halmbyggeri. Huset er bygget af et træ-skelet med tykke halmvægge, der er beklædt med en lerskal og giver dejlig bløde vægge og former. Som at være med i direkte TV fra 'Friland'.

Kæmpestor – snor denne labyrint af et hus sig langs bakkeskråningen. Rum i forskellige former dukker op rundt om hvert hjørne. Store rum med bølgende vægge, med pejse og med stabler af bongotrommer eller puder til møder og kurser. Et bordfoldbold som på Bakken har også sneget sig ind. Mellem de store rum er et utal af værelser til overnatning og toiletter og bade – nogle mørke og hyggelige med fliser i forskellig farver, andre badet i lys fra ovenlysvinduer og udsigt over bushen - hvert eneste rum er forskelligt og har sit eget navn. I den bagerste fløj ligger den mere private del, hvor de 4 beboere har deres køkken, kontor og stuer og en fantastisk terrasse oven på den store vandtank med udsigt over skoven og den store ’dam’ (floden, der er stuvet op) der - meget bemærkelsesværdigt for årstiden - har masser af vand.

Jeg har fået ’Ruby McKinleys’ med to senge for mig selv og med dejlig udsigt over øst og nord (hvor solen altså skinner fra). Vi blev først installeret i dette rum sammen. Fint nok - jeg kommer jo fra frigjorte DK, og jeg er da også vandt til ’shared rooms’ med ture med forskere, græsrødder og bofæller. Bare de andre ikke snorker for meget - så går det nok. Men Iain ender med at få sit eget soveværelse, fordi der er plads nok denne fredag aften - fint nok!  

Kollektiv – det 27 år gamle sted er startet af de 4, der stadig bor der – Ed, Glen, Phil og Sarah (visnok). Gennem tiderne har der boet flere familier – omkring et dusin børn er vokset op der – og nogle af dem er på besøg her i weekenden med deres små børn. Ingen unge familier er imidlertid blevet hængene og nu er stifterne omkring 60. Denne arbejdsweekend – gathering – samler venner af stedet og frivillige til at vedligeholde det enorme sted.

Kursuscenter – fordi det bruges til at holde kurser om samarbejde og facilitering (www.groupwork.com.au/). Kursusaktiviteterne, der er beskrevet i en folder på smart glittet papir, brødføder stifterne. De fleste kurser afholdes i lokaler i Melbourne, men her ankommer også store busser med medarbejdere fra virksomheder og organisationer, der skal have et par dages ’samarbejdstræning’. De kører efter Robin Hood princippet. Har du penge, så betaler du! Er du en lille forening uden midler, så er det billigtere eller gratis. Måske ’Bakken’ skulle tage på ’trivselsweekend’ her – interessant om end ikke så bæredygtigt (jf. ’lad os tale om det')  

I løbet af aftenen dukker flere folk op, der vil bidrage til arbejdsweekenden. Inklusiv de mange børn er vi ca. 30 til vegetarisk stuvning fredag aften og hjemmelavet ikke-alkoholisk ’ginger-beer’ (superlækkert – jeg får opskriften). Og flere dukker op lørdag formiddag.  Der er bl.a. en økologisk farmer, der tidligere har boet her. Han har sine 6 WWOOF’ere med, der kommer fra Tyskland, USA, Italien osv. (Willing Workers on Organic Farms  - rygsæk-rejsende, der til gengæld for kost og logi arbejder på et økologisk landbrug).

... og drømmene? 

Seth - en af de unge fyrer fra USA er meget interesseret i stedet og hvordan det blev etableret, og beder meget oprigtigt Phil fortælle om det – men han er tilbagelænet og tager ikke umiddelbart den unge fyr særlig alvorlig. Der kommer mange folk forbi her fra hele verden. Bliver man mon træt af alle de spørgsmål over årene – eller bare træt? Jeg oplever heller ikke åbenheden eller interessen for andre særlig stor.  Hvad sker der her? Har de opgivet at formidle og drømme?

Men den næste eftermiddag - efter 4 timers hårdt arbejde i solen med at luge med hat og faktor 30 (med supervision fra Glen kender jeg nu flere former for Australsk ukrudt – hvoraf noget er særdeles sejlivet) - beder Iain mig vise billeder fra Bakken og fortælle om bofællesskabet. Og her dukker der noget interesse frem – mange spørgsmål om hvordan det er organiseret i praksis, om konflikter, ejerformer og indslusning af nye. Både de mange gæster og de faste beboere har spørgsmål.  Og Glen vil gerne tale om samarbejde - hun inviterer til at jeg kontakter hende, så vi kan mødes i Melburne. Nu må vi se.

Iain og jeg skal hjem lørdag eftermiddag, selv om den store fest med ’årets tale’ er lørdag aften, og der er masser af mere arbejde. Men Iains kæreste, der er leder af Australiens officielle organisation for frivilligt arbejde i u-landene, er kortvarigt hjemme mellem to rejser til New Genua og Afrika, Og han skal også lave en ’co-housing’ workshop søndag. Jeg skal arbejde – og skrive på min blog ;-)


Phil til venstre og Iain til højre foran 'the orchard'

Men inden vi kører, får jeg så en rundvisning af Phil. Han viser både den private del frem, køkkenhaven, der bugner med tomater i mange faconer og farver og små kuglerunde gule agurker og 'the orchard' - frugthaven, der har pærer så store som meloner og æbler og fersker og nashi (blanding mellem æble og pærer). Phil peger rundt i landskabet og fortæller om stedet og naturen omkring.

De er naturligvis meget glade for dette lille øko-paradis, der også præsenterer sig fantastisk i solen. Det er ikke forkert at sige, at det er deres liv, der ligger her mellem træerne på bakken. Det ER også meget smukke drømme om fællesskab og lighed og bæredygtighed! 

Men hvordan skal det udvikles? Kollektiv-drømmene om ’one roof, one person, one chair’ – appellerer åbenbart ikke tilstrækkeligt i dag, og stifterne har ikke hidtil været parat til at åbne for nye måder. Måske skulle de tage på deres eget kursus og udvikle nye drømme?

Vi kører hjemad til livet i byen ...

... Iain med en tidligere karriere som ’builder’ med store projekter og penge - og 3 ekskoner og 7 voksne børn. Og de sidste mange år som projektmager indenfor miljø, atomkraft-modstand og sociale udviklingsprojekter. Og et nyt co-housing projekt i Melbourne, der snart er flyvefærdigt og kan klare sig uden ham. Det er Iains drøm at flytte til Common Ground på halv tid – og udfordre de gamle drømmere! Blandt andet på på deres principper om ejerformen, så flere nye familier kan købe en 'lot' og give stedet det nødvendige nye liv. Hvordan ser et bæredygtig liv på landet ud i 2011? Hvad er mulighederne for at etablere arbejdspladser på landet?

... og jeg ... 'stukket af fra karrieren’ i Danmark med masser af deadlines og stress. For at have tid til at fokusere og skrive artikler - og dermed pleje karrieren ... Og selvfølgelig for at opleve og møde! Jeg som elsker nye projekter og muligheder og aldrig kan sige nej og derfor ender med alt for meget! Hvad er min drøm? Man tænker godt  - der i bilen på vej til byen - på den anden af kloden!

Hvad drømmer vi egentlig om? Og tager vi vores drømme alvorligt?

Og mødte jeg nogen kænguruer? Masser! Iain stopper tålmodigt bilen for at jeg kan billede af den første, vi ser. Så vælter det frem blandt træerne, da vi nærmer os Common Ground. På en lille aftentur i skumringen går vi helt tæt fordi en stor en, der sidder helt roligt og ser på os. De er vant til mennesker her. Mens jeg luger, råber folk pludselig – Bergitee – for at jeg skal se en kænguru, der løber op ad skrænten helt tæt ved. Der er også firben, der soler sig, og masser af bier i Skt. Hans Urten, der summer rundt. Om aftenen er der masser af myg, der bider! Og en lille ’bat’ (flagermus), der kravler irriteret rundt, da jeg tænder lyset. Der er karper i floden, som ungerne prøver at fange – de er en importeret pest, folk prøver at holde nede, før de fortrænger de andre fisk. Er kænguruerne en pest også? ”Nej, dem kan vi godt lidt! Vi sætter bare hegn om køkkenhaven, så de ikke spiser den”. Og de ser rigtig søde ud! 

... masser af kænguruer foran huset - og en flue med store sorte øjne!



   

Kan man cykle I Melbourne?

”Ja”, siger den halvdelen af dem, jeg taler med, ”sagtens”. ”Nej, det kan du godt opgive”, siger den anden halvdel, ”det er livsfarligt”.

Da jeg kom jeg havde jeg tænkt at jeg skulle cykle på arbejde til Monash, der ligger i en forstad ca. 18 km fra St Kilda i sydøstlig retning.  Det er jo dejligt varmt, så det skulle vel fint kunne lade sig gøre. Men det er spørgsmålet om det kan det?

Ved bæredygtighedsfesten gjorde Melbourne meget ud af at være en cykelby – de pralede på store slides med hvor mange, der cykler på arbejde hver dag og hvor mange km cykelsti, de har etableret.

”Det er en joke”, siger flere, jeg har fortalt det til. Ord-ret!

Og 110 km cykelsti - det er en joke i by på størrelse med Melbourne.

Den er bare ikke særligt sjov. Jeg prøvede at cykle til Monash i går – søndag. Første forhindring var, at jeg måtte klare mig uden et kort. Jeg har prøvet, siden jeg kom at finde cykelkort – eller bare kort over byen, der inkluderer forstæderne. Har de GPS alle sammen – for det kan man ikke få? Eller kommer de aldrig ud af centrum, som er det eneste man kan få over over? Efter flere timers søgning fandt jeg et kort på nettet - i små bidder, som jeg måtte sammenstykke i hovedet.

Anden forhindring er at der faktisk ikke er meget at lave kort over: 1. Der findes ganske få stier, der er fælles til cykler og gående (det er mest til fritidsbrug, de hænger sikke sammen og fører 'ingen steder' hen). Det er dog lykkedes mig at finde en fin cykelvej ind til centrum fra St. Kilda (St Kilda er også et udflugtsmål til søndagsturen og ruten udgør 'RUTEN', der reklameres med fra kommunens side).  2. Der findes enkelte veje, der har fået tegnet en smal linje på asfalten, der skaber en bane til cykler – og til at parkere biler på 3. Resten er på bilernes præmisser – og der er mange! Og de kører stærkt! Fx 70 km/t på vej, der minder om Ring 2. Der var undervejs opfordringer til at passe på ved skoler mv., hvilken ingen tilsyneladende tog så tungt. Det var jo også søndag.

I det lys forstå man også godt, hvorfor cykelhjem er ’compulsory’ – tvungen!

Det handler selvfølgelig også om min karakter: Tør jeg kaste mig ud i at cykle – i venstre side – på North Roads 3 spor og med biler drønene af sted med hastigheder på 60-70 km/t? Eller prøver jeg at finde veje, der snor sig gennem de små boligveje og gør ruten meget længere? Eller giver jeg op og tager tog og bus?

I dag tog jeg sporvogn og tog og bus i den nævnte rækkefølge til Monash! Der mødte jeg imidlertid flere cyklister bl.a. to kvindelige masterstuderende fra den gruppe, jeg sidder i. De var tydeligvis på cykel til universitet – deres cykler stod nemlig ved siden af deres skriveborde på vores fælles kontor på 5. sal!

Den ene tager cyklen med toget – det er gratis! Den anden cykler hele vejen - det er sejt!  

De kunne heldigvis fortælle mig, hvor jeg kan købe kort med cykelmulighederne indtegnet – og de vil også gerne hjælpe med at finde en rute.  Således tog jeg bus, tog og sporvogn hjem igen med fornyet håb. Jeg skal altså bare lige finde nogle kort. De fås kun hos cykelhandlere, dem har jeg ikke set nogen af endnu – men de må jo være der.

Mødet med Melbournes cykelmuligheder – eller umuligheder – gør den aktuelle danske cykelpolitik meget meget tydelig! Og helt fantastisk! Det gælder fx Humlebæk, der på linje med andre byområder udviklet i 70’erne i høj grad har adskilt trafikken og dermed har et særligt net af stier for gående og cyklende (det kan man måske kalde 1. bølge, der var mest for børn på vej til skole og andre lokale). Det gælder det store net af cykelstier, der er etableret i store dele de ældre byer og bydele og langs vejene mellem dem (2. bølge – efter pres fra cykel- og miljøorganisationer).



Så er vi lige på cykel i København - jubi! 

 Det er mit indtryk, at en ny bølge af cykel-planlægning på vej i Danmark. Her er cyklen ikke kun et add-on til biltrafikken, men bliver taget alvorligt igen som transportmiddel – ikke mindst som en del af en bæredygtig by. Denne 3. bølge arbejder med cyklisme i et mere integreret perspektiv – cykelstierne skal hænge sammen, de skal kobles til togene, der skal laves vejudstyr til cykelpendlere og offentlige og private virksomheder bakker op med firmacykler, reparationsmuligheder mv. 

Nå-ja træerne vokser måske ikke ind i himlen, men jeg har i hvert fald lært at sætte pris på cykel-herlighederne i Danmark!

Og vid - alle jer gode cykelplanlæggere, jeg kender på DTU, på Bakken mv. Der er brug for jer i Australien! 

Men forlad os ikke for længe. Der er også brug jer i Danmark. Lad os ikke hvile på laurbærrene - Hvordan mon 4. bølge ser ud?

Bæredygtighedsfestival - eller bare fest?

Der er ’Sustainable living festival’ i Melbourne i to uger. I denne weekend kulminerer aktiviteterne med udstillinger, musik, foredrag og fest på ’Federal Square’ (Rådhuspladsen, hvis vi skal sammenligne med København). Jeg fandt programmet i går og vil selvfølge se, hvad der er på dagsordenen i Australien – det kan jeg jo ikke gå glip af - det er jo ’mit felt’.

Programmet er et flot 50 siders hæfte trykt på miljørigtigt papir med en række aktiviteter, der primært kredser om vandbesparelser, cykeltrafik, vedvarende energi og grønt marked – krydret med musik, rullegræs og fotoudstillinger af naturfolk.

Det ligner tilsvarende arrangementer i Danmark, der både skal profilere kommunens arbejde med bæredygtighed og formidle bredt til borgerne. Hvorfor mon bæredygtighed bliver præsenteret på denne universelle måde? Mon det engagerer andre end de på forhånd interesserede?

Jeg er i tvivl og der er da også meget tættere med folk på Queen Victoria Marked eller på Swanston St., der shopper igennem - end der er blandt tilskuerne til ’zero carbon consert’ på Federal Square.

Nå, jeg vil se på det – og være nysgerrig og åben – om end helt åben er jeg jo ikke, som det fremgår, men det er da interessant - hvad er på bæredygtighedsdagsordenen i Melbourne? Hvordan kan vi præsentere bæredygtig byudvikling - der kan motivere og engagere?

Jeg har cyklet ind fra St Kilda og får straks afsat min cykel i hos nogle rare ’volunteers’ i en særlig festival cykelpasning midt på pladsen. Melbourne vil nemlig gerne være en cykelby (det vender jeg tilbage til :-)

Jeg starter ved et arrangement om ’zero carbon housing – Australia’s Housing future’. Det foregår i den flotte koncertsal med et flotte navn ’BMW Edge’ – i et multihus, der ligner en’ Daniel Liebeskind’ - og det er da også af hans tidligere assistent Bates.
Det viser sig at være fire (en-vejs) foredrag om nul- og plus-energihuse. Salen er faktisk fyldt op. Bagefter opsøger jeg oplægsholderne for at høre lidt mere om omstillingen af byggesektoren. Det ser umiddelbart godt ud bl.a. med private investorer, der bygger plus-energibebyggelser (www.capepatersonecovillage.com.au/).

Udenfor er der cykeludstilling – bl.a. med Christiania-cyklen, der på skiltet siges at være Australiens mest sælgende ’vare-cykel’. Det er dejligt varmt og pladsen er meget flot! (www.fedsquare.com – her kan i også se de flotte 4 kant-bygninger, der er en del af pladsen).

Jeg sætter mig lidt for at høre ’zero-carbon koncerten’ med forskellige bands, der foregår i et andet hjørne af pladsen.
Mellem to bands holder en ’voluntary’ kvinde oplæg om en ny kampagne ’beyond ZERO emissions’ (www.beyondzeroemissions.org). Det er et borgerinitiativ, der skal presse Australiens myndigheder til at omstille på 10 år! Gennem hende fik jeg kontakt til flere græsrodsinitiativer, der bliver støttet af forskere fra universiteterne. De ville gerne mødes og høre om, hvordan den danske vindenergi er blevet så stor, at vi har et mål om 50% vindenergi i 2020? Det er også en spændende historie, som jeg gerne vil fortælle. Ulrik eller Michael – har I nogle slides på engelsk, jeg kan låne?

Desværre nåede jeg først ned til det store udstillingsområde ved floden Yarra lige før lukketid – men her var de gamle travere tydelige: øko-bomuld, perma-kultur, dyrevelfærd og elektriske cykler mv.  Der er åbent igen i morgen.

Konklusion? Om der er mere i det end bare fest, er svært at sige fra dette korte glimt.

Én vigtig ting, jeg lagde mærke til er der på trods af de traditionelle miljøaktiviteter var et gennemgående fokus på at visioner, konkrete mål for omstilling og en tilgang til bæredygtighed, der rækker udover miljø. Det kan nok inspirere i Danmark.  

Og så var der lige co-housing, som jeg på oversigten over stande – det måtte jeg lige tjekke … 

Her mødte jeg søde folk fra Co-housing Australia (http://www.cohousingaustralia.org.au/).

Og man tror det er løgn – billederne, der mødte mig på plakaterne var primært fra Danmark! Især fra Stavnsbåndet i Farum, hvor flere af mine kolleger bor.

De gik helt i coma over at møde en dansker, der faktisk boede i et rigtigt ’co-housing’ – nå ja ikke helt i coma, de bød straks på en ’Aussie-øl’ og inviterede til middag, så jeg kan fortælle om hvordan vi har organiseret os i praksis på Bakken. De er nemlig ved at starte et bofællesskab i Melbourne – det allerførste! Det 5. i Australien ifølge Iain Walker.

Jeg var altså mega-flittig - og på en lørdag! Men det var ikke arbejde det hele - jeg nåede også at se en masse af byen på min cykeltur til centrum bl.a. gennem parkerne, hvor børn og deres forældre var mødt op til træning i såvel cricket og optimistjolle, se det kæmpe marked med både fødevarer og kænguruskind og 1000-vis af andre ting og sager, lede efter cykelkort, finde en boghandel med danske film på stribe og tjekke billetter til toget til Monash og meget mere.

nå ja- og så kaffe, the, mælk, brød og ost - og gulerødder!

Jeg sluttede turen med at købe ind til min lille husholdning i det lokale supermarked i St. Kilda! Hvad køber man ind, når man bo en måned?

Og dagens kænguru? Bemærk bøffen! Jeg spiste også kængurufilet på Actland St. i går aftes. Det var vel et must at jeg skulle spise australsk den første aften ude – superlækker med grillet grønt og blåbær sauce. Hvis du kigger forbi her på 8.sal på 12, Marine Parade – så skal jeg nok stege en bøf!  

Ude og hjemme?

Vi rejser for at opleve noget  - nyt. Vi orienterer os i alt det nye, efter det vi kender - der så at sige bliver det spejl, der viser det nye! Jeg går ned af gaden i St Kilda – netop vågnet efter min første nat i Australien og på jagt efter kaffe! Og det nye … (fx "Jelly with müesli" til morgenmad).

Jeg sidder på en cafe og nyder det. Nå ja - måske bliver jelly aldrig min ynglingsmorgenmad, men kaffen er god!. Og spejder rundt: hvad er nyt og hvad er kendt? Ligner menneskene her, de der hjemme? Ligner husene? Måderne? Værdierne? Jeg prøver at orientere mig i det nye!

Solen er stået op i øst og går også ned i vest – med inspiration fra Pontoppidan: solen gør som sole skal gøre! Ja, og dog - den svinger lige nordom i løbet af dagen.  Det er jo ikke så mærkeligt, når jeg nu er syd for ækvator. Men altså alligevel – mærkeligt. Det er 25 grader varmt. Jeg har sandaler på og nye solbriller, jeg har købt i dag – 17. februar! Også lidt mærkeligt! Svanerne er sorte og ikke hvide! Og så er der venstre-kørslen! Det er decideret farligt for en voksen, hvis erfaringer med trafikken har udviklet sig til en automatpilot. Jeg springer tilbage fra biler, der kommer susende fra den 'forkerte' side.

Man kan altså nemt miste orienteringen i alt det nye! Godt at min lejede lejlighed er indrettet med IKEA, så føler jeg mig helt hjemme igen. IKEA møbler og puder og køkkenting. Pæne krus – helt magen til dem på DTU MAN! Trygt og godt! Det er faktisk en super lejlighed i St Kilda med luksus udsigt over vandet – og solen, der går ned i nordvest - ganske som sole skal!

Er ikke denne spejling et væsentlig formål med rejser - at se det hele lidt fra en anden side og få konfronteret automatpiloterne - og dermed justeret vores orientering i verden! Hvad er måder og værdier ude og hjemme? Hvad regner vi for nyt og hvad tager vi for givet? Kina eller Indien er måske længere ’ude’? Australien ’ligner’ nok mere ’hjemme’. Jeg skal ikke bruge helt så meget krudt på at orientere mig. Forhåbentlig er det den ’tilpasse forskel’ – der giver mulighed for læring?

Jeg har nu haft et lille døgn i Melbourne - med lutter gode oplevelser og søde væsner af forskellig art.

Den første australier, jeg mødte, var en lille sød hund. Den godkendte min indrejse. Den snusede dog temmlig interesseret til min rygsæk i lang tid, mens jeg prøvede at forsikre dens fører om, at jeg ikke havde gemt det mindste frø eller æble eller bare en lille krumme, der kunne true Australiens tilstræbte isolation i forhold til flora og fauna. Og kontrollen er håndfast! Vi blev i små hold lukket ind i en lille sluse - alle ting på gulvet - og så blev hundene sluppet løs. Små specialtrænede hunde, der ikke går efter narko, men efter dele fra planter og dyr. Forinden var vi blevet lovet både bøder og bortvisning, hvis vi snød – en særlig velkomstvideo i flyet kort før landing (I andre lande viser man flotte reklamefilm om landets kvaliteter) Vi blev vi også udstyret med et ankomstkort, der udover de sædvanlige pasnumre og formål med rejsen afkrævede oplysninger om årsindtægt (!) – nå-ja og så det med afkrydninger af en række forskelige plante og dyredele med ja/nej. "Det er bedre at indrømme end at blive snuppet" stod der ovenover. Det kan jo gøre selv en uskyldig lidt nervøs - havde jeg glemt en enkelt karamel? Og et sælskindspenalhus? Men da jeg havde fortalt om min kat derhjemme, og at dens vane med at sove op ad min rygsæk, måske kunne være årsagen til vovses interesse, så blev jeg alligvel lukket ind i Australien.

Det var heller ikke et sekund for tidligt. Klokken 22.30 australsk tid var jeg temmelig groggy efter mere end 24 timer på farten uden at kunne sove! (Heldigvis kan man selv 10 km oppe over jordens overflade møde søde folk. Jeg sad ved siden af Ken fra Tårnby, der sejler Wayfarer. Han fløj med en brækket skulder - godt klaret. Ikke en lyd fra Ken, selv om det gjorde rigtig ondt – det var tydeligt efter 10 timer på et flysæde. Så kan jeg vel klare en lille flyvetur! (hej Ken, håber det går bedre!)).

En sød og meget snakkende taxichaffør fra Indien kørte mig og min velduftende bagage til bydelen St Kilda. Jeg fandt den lille ’locker’ på hegnet udenfor 12, Marine Parade, hvor den af den søde udlejer oplyste talkode heldigvis passede, så jeg kunne få nøglen til ’Enigma’ på 8. sal: Fin, fin lejlighed! Efter at have placeret min tandbørste på fin hylde fra IKEA, sov jeg 12 timer i dejlig seng fra IKEA med dyne og blødt sengetøj fra IKEA  zzzzzzzz  stod op og drak vand i glas fra IKEA … og så solen stod op i øst - og bilerne i kø til centrum - helt ligesom på Lyngbyvej ...

  

Dagens kænguru - mig selv med sweat-shirt påtrykt ’Aktisk Teknologi’! Her rejser jeg verden rundt for at se en kænguru, og så er den lige ved navlen! Sweat-shirten har den sødeste kængurulomme på maven til de ting, man skal bruge hele tiden på rejsen – pas og boardingkort, kamera og den lyserøde læbepomade.

Billedet er taget i Bangkok lufthavn –  en fantastisk blanding af kendte elementer (lufthavnsbutikker, skilte, kaffebarer og security og boarding sceancer) i nye former …




Jeg har ikke lært at vende billeder om der er taget på højkant. Har prøvet en masse - god råd modtages gerne! Indtil det lykkedes - vend venligst computeren for at se ;-)

  

Lad os tale om det!

Nu er jeg stort set klar! En ny stor kuffert venter, faktisk lidt for stor, så tingene skramler rundt. Den gamle måtte have et fint farvet reb om sig fordi lynlåsen var lidt ustabil. Selv om det var smart, når jeg skulle genkende den, så har jeg ikke lyst til at stå i Kastrup eller Bangkok med mine ejendele spredt over et større areal. Så jeg var på udsalg og købte en stor kuffert. Den er god til rejser til Grønland, hvor jeg jo underviser to gange om året. Her plejer jeg at fylde godt op med overtræksbukser og sokker i lange baner. Nu står den på sommerkjoler og bikini – og det fylder jo ligesom ikke så meget. Ja og så papir og bøger.  Det er jo ikke en badeferie  ;-) Men de fleste artikler og mit empiriske arbejde er med på turen i elektronisk form, så min lille bærbare og min lyserøde harddisk er supervigtige – og de fylder heller ikke så meget. Der er også alle billederne, hvis jeg skulle savne familien. Og al min musik. Et helt liv på en lyserød harddisk!  

Nå - nu må jeg til det. Tale om det. Om 6 timer sidder jeg i flyet og med en 1½ times mellemlanding i Bangkok, så står det på fly i et døgn. Det er ikke min kop the. Af flere grunde. Mennesket har ikke umiddelbart noget at gøre 10.000 km oppe i luften! Det føles bare ikke rart, når man nu ikke er fugl.

Jeg overlever nok min flyskræk, det gør jeg jo løbende. Men så er der den mere væsentlige grund, at jeg derved medfører et udslip på 7 tons CO2 – sådan i runde tal.

På SAS hjemmeside kan man taste sin rejse ind og få tallene. Ja, jeg har faktisk prøvet flere forskellige CO2 beregnere og de er enige: 7 tons CO2 for en rejse Danmark-Australien t/r.

Klima - 'monsterregn' i Danmark - Kokkedal

Er det meget? Ja, desværre. Jeg har samlet lidt runde tal sammen for at få et overblik.

De 7 tons svarer til en danskers gennemsnitlige årlige udslip – stadig i runde tal. Med sådan en kvote skulle det kunne lade sig gøre at spare sammen til en rejse i ny og næ. Hvis jeg gør mig umage og sparer fx 25 % generelt i mit forbrug, så kan jeg tage en tur om 4 år igen.

Men hvis jeg yderligere anlægger et lighedsprincip – så alle mennesker på kloden får lige meget ret til at slippe CO2 ud – og dermed forbruge – så er der ca. 1 ton pr klode-beboer pr år. I det lys ser rejsen jo lidt anderledes håbløst ud. Så kan jeg måske rejse med fly igen om 15 år, hvis jeg virkelig sparer igennem.

Så alt i alt ser det ikke for godt ud med sådan en flyvetur til Australien.

Det er et stort dilemma. Det er en væsentlig kvalitet ved mange menneskers liv at rejse. Og det er godt at møde andre mennesker og måder at leve på. Jeg hørte Carsten Jensen i radioen om dannelse gennem rejser. Især når man rejser alene (det vil jeg vende tilbage til).

Så altså hvad gør vi?

Regeringen havde en kampagne for nogle år tilbage- 1 tons mindre! En ugentlig vegetarisk dag kan faktisk klare den besparelse.  Ca. 100.000 danskere meldte sig til.  

Men enhver kan jo se, at det forslår som en skrædder i helvede.  Og det med at spare … Kun få finder det attraktivt at blive opdraget til at spare og undvære, og det virker da heller ikke! Trods mere end 40 år med miljø i forskellige aftapninger lever kun få danskere bæredygtigt. Vi er da optaget af miljøet og vi da køber også økologisk nogle gange … og så har vi lige bestilt en sommerferie med fly til Indien. Hvor er proportionerne i forhold til lavenergipærerne, vi endelig fik sat i? De, der lever mest miljørigtigt i Danmark, spiser sjældent økologisk - de har mindre boligareal, ingen bil, ikke råd til globale rejser og store bøffer og ikke en bærbar per familiemedlem, der er konstant online.  

Mærk lige, hvad disse løftede pegefingre gør ved dig… Næppe noget, der bringer os videre. Det er ikke den type moral, vi har brug for. Det er da også tabu at tale om mine naboers CO2 udslip – eller snarere deres valg af fx en rejse i Vinterferien til USA.

Jeg kan egentlig godt lide kvotetanken – tal på bordet, hvor meget har du brugt i år? Det kunne være en vej.

En anden interessant vej er at anlægge et bredere perspektiv på bæredygtigheden i vores liv og måde at indrette os på i Danmark – at diskutere helheder og værdier og ikke mindst koble til visioner. For selvfølgelig kan livet blive bedre - ikke kun i ’områdeløft’, men også i parcelhuskvarteret.

Det er klart, at større omstillinger – transitions - er ikke nemme at iværksætte (det vender jeg helt sikkert også tilbage til ;-) Et væsentligt skridt kunne imidlertid være, vi begynder at tale og udforske værdier og forbrug – nysgerrigt og åbent.  

Læs min nabo Mette Jensens nye bog, der udkommer snart. Den handler om mobilitetsmanien! Lad os snakke om det.

Så er der ifølge Jyllandsposten fra 2007 også en kænguru-vej:   

”Kænguruer viser vejen

En helt anden mulighed kan måske være at ændre på køernes og fårenes anatomi og give dem samme fordøjelsessystem som kænguruerne.

Australske forskere i delstaten Queensland har fundet ud af, at kænguruer ikke sender metangas ud i atmosfæren som køer og får, når de prutter og bøvser. I stedet udskiller de acetat, en slags salt. Derfor vil forskerne nu prøve, om de kan transplantere kænguruens tarmflora over i køer og får.” (http://jp.dk/klima/article1199620.ece)

Faktisk så foreslog en anden af mine søde naboer  - Jørgen Skelboe - i går, at jeg fik en lille kænguru-ven til at hjælpe med at formidle indtryk - måske mere ucensurerede. Det er jeg så godt i gang med. Jeg har allerede mødt endnu en kænguru. Sigurd præsenterede os i sidste uge. Nu er jeg så den grove i dag, så kan kænguru få lov at være sjov:  http://www.youtube.com/watch?v=81szj1vpEu8



Er du nysgerrig?

Det er godt! Vi er opdraget med, at vi ikke må være for nysgerrige. Ikke stoppe op og kigge på andre? Ikke spørge for meget? Ikke - i hvert fald ikke for tydeligt - undre os over, hvad der foregår hos naboen?



Stik snuden frem! Fold ørene ud!

Det er helt forkeret. Nysgerrighed er en afgørende evne både i mange professioner og generelt. Livet bliver fattigt, hvis vi ikke må undre os og søge nye perspektiver.
På DTU uddanner vi vores studerende til at være nysgerrige på den faglige måde! De skal undre sig og være nysgerrig på det, de ser. Og ikke ser. Og aldrig tro at de ved det hele, eller at de alene kender den bedste løsning eller den rigtige vej. Og vi giver dem systematiske måder til at være nysgerrige på. Indenfor vort felt, hvor vi uddanner planlæggere og designere kan det fx være aktøranalyser, stedsanalyser, interview, observationer, workshops, scenarier, multikriterieanalyser ...

Vi arbejder med byer. Og jeg synes, det er en gave at have byer som interessefelt. Ligemeget hvor man er, kan man undre sig, opleve og lære noget. Næste gang du kommer til en bydel - en du måske kender godt i forvejen - så prøv at skru op for din nysgerrighed: Hvem bor her? Hvem arbejder her? Hvilke liv leves her? Hvad er vigtigt for de forskellige beboere og brugere? Hvilke kvaliteter ville jeg se, hvis jeg så med et barne øjne? Hvilke historier findes her? Hvordan kunne her blive? Sæt dig på en bæk og ser, hvad der sker. Fald i snak med nogen. Se detaljerne og forskellighederne. Samtidig må du pakke fordommene væk et øjeblik - "her kunne jeg i hvert fald ikke tænke mig at bo". Glem det lidt og vær til stede åbent - nysgerrigt! 

Jeg er på vej til den anden side af kloden - til Australien - for at arbejde i 2½ måned. For at få tid og ro til at skrive - men også for at være nysgerrig og udfordre mig selv og min viden. Jeg skal undres over byerne og deres planlægning? Hvordan de i byerne håndterer de store klimaudfordringer, der har ramt Australien med tørke og oversvømmelser? Hvordan borgerne inddrages? Hvilke teoretiske perspektiver, de bruger til at forstå og udvikle strategier til at håndere bæredygtig omstilling?

Og så er jeg naturligvis meget nysgerrig på livet, som det leves? På naturen? På historien? Og meget mere. Med denne blog invigterer jeg med på turen!

Jeg rejser på tirsdag!