"Der er anemoner i skoven",

siger Henrik, der har været ud at løbe! Ellers ville han aldrig have set dem ;-) Og Jesper fortæller mig, at bøgen er ved at springe ud … Nu er det vist på tide at komme hjem. Jeg var ellers blevet rigtig glad for Australien – jeg må helt sikkert tilbage for en længere periode – men nu er kursen sat mod gamle Danmark – og familien og vennerne og Bakken og DTU!

Lad mig lige lave DEN MEGET SERIØSE LISTE over de ting, jeg savner i Danmark – så det bliver nemmere at vende snuden hjemad. Udover anemoner og bøgeskove – og alle jer selvfølgelig - så er det:

1.    Cykler, cykelstier, cykeltransport, cykel på arbejde kampagner, cykelpolitik … – det går faktisk meget godt i lille dannevang på dette punkt. Og kan vi så få gratis cykler med Kystbanen? Men det har de nok ikke råd til nu.

 

2.    Yoghurt – og ikke det dyre creme med kunstige smag, der står på hylderne her! Og økologiske grønsager! Eller bare grønsager i det hele taget, der er til at betale. Hvad med 50 kr. for et kilo æbler, eller hvad med et kilo kartofler til 30 kr.? Til gengæld koster en stor lækker T-bone kun 25 kroner – og det er vi da slet ikke misundelig over vel?  

3.    De lyse nætter – jeg bliver så træt af, at nogen slukker lyset kl. 18.30 præcis! Ups, hvor er jeg? Der er heller ikke lys på cykelstierne. Hvem kunne dog også finde på at cykle efter kl. 18.30?

4.    Vand! Vandhane--vand – dejligt grundvand fra Humlebæk! Kan slet ikke sammenlignes med vandhanevand i fra Melbourne, der er overfladevand og derfor klores.

5.    ’Det flade’ – ja altså når det kommer til hierarkier. Det kan godt være, de synes, de er afslappede i Australien, men spørger man måske folk i Danmark om de er professorer, bare fordi de køber en flybillet?

6.    Tv uden reklamer - jeg glæder mig helt vildt til at se en tv-avis uden at blive afbrudt af reklamer eller langvarige, blinkende og gentagne fanfarer for kommende programmer. Nå, ja … så reklamer i hvert fald, for det med LANGVARIGE, BLINKENDE OG GENTAGNE FANFARER FOR KOMMENDE PROGRAMMER er DR desværre også hoppet på. Kan I høre det derude på Amager – Vi gider det ikke! Måske skulle man bare droppe tv. Ja altså ikke lige torsdag, for der kommer ’det røde kapel’ om Jacob og Simon i Nord Korea! Denne gang i Australien. 

7.    Vindmøller selvfølgelig! Når jeg flyver ind over København og lægger det allersidste CO2 til mit forbrug – så vil jeg nyde synet af Middelgrunden! Jeg vil endda besøge en vindmølle og lægge hovedet helt tæt til – Tag den, Kul-lobby! (jf Kul er fremtiden) Jeg har lovet at sende masser info fra Danmark om vindmøller til Australien.

8.    Demokrati og fællesskab – tør man sige det i dag, eller er det lidt for højtravende? Det synes som om, at danskere har flere muligheder for at få indflydelse og tage ansvar for andre end sig selv. Skal vi lige tage os lidt sammen her og vågne fra vores lidt for forkælede hvilen på laurbærrene og komme videre før det er for sent!

Så er der selvfølgelig også DEN LIGE SÅ SERIØSE LISTE over de ting, jeg særlig vil savne? Jeg må hellere få dem ud af systemet:  

1.    Imødekommenhed og hjælpsomhed (jf Hyldest) Kun den sure læge på den døgnåbne skadestue tæller ned. Og jeg var endda så modtagelig på det tidspunkt - med kulderystelser, kvalme og ondt! Han får dog ikke lov til at skygge for de mange andre MEGET søde australiere, jeg har mødt.  

 

2.    Ordentlig kaffe! Ikke et eneste sted i Australien har jeg mødt disse forfærdige automater, som hærger i Danmark. Således får man i stigende grad, hvis man bestiller en cappuccino på en restaurant eller en café (sic!) en, der bliver lavet ved et tryk på automat – måske på ’rigtige bønner’ men så også med tørmælk! Den mindste ’general store’ midt i ingenting laver en ordentlig espressokaffe og den travleste motorvejs-rest gør det også. Ingen automater her! Lad os alle sige nej tak til automat-kaffe.



Fx. svømme i et rigtig
hav svøemmestadion - bygget
ud for kysten i Newcastle.



3.    Klimaet – forestil jer at gå med bare tæer i oktober! ”Det er ikke klimaet i sig selv”, sagde en dansker, jeg mødte – der var gift med en australier – ”det er det man kan gøre i dette klima"! Jeg kan sagtens følge hende …



Set i Brisbane



4.    Hattene! Rigtige hatte, der har en funktion – nemlig at beskytte ejermanden mod at få skoldet næsen! Det er fantastisk. Der kunne mænd i Danmark lære noget. Kan I ikke se det for jer – på vej ned af Købmagergade …Til gengæld må de gerne lade alle de grimme slips blive down under. Der er også rigtig mange smarte damehatte – og damer. Hmm, måske er det med hatte bare ikke helt det samme i Danmark – uden solen – altså den sol, der brænder én til en rød klat på 10 min. Eller måske skulle vi netop i gang med at bruge hatte .. jeg stemmer for! You can leave your hat on …

5.    Regnskov – kan man få årskort til Randers regnskov? Så er det lige mig … eller … måske så ikke, for nu har jeg prøvet den rigtige vare! Regnskovene er forskellige, men alle med stærke dufte, lyde, mørke med lysglimt!. Liv og død i en pærevælling – meget sanseligt.

6.    Ginger beer – jeg siger ikke mere nu, for nu skal jeg være importør – og tjene kassen! Der har vi overset noget! Bundaberg! Det bliver en kæmpe business! Ups, nu kom jeg til at sige det …

7.    Kænguruer – de er altså søde! Med små usle forben får de alligevel et liv ud af det. Og så kan de hoppe over alle hegnene, som bondemændene sætter op – he he! Der er rimelig meget hegn i Australien. Man skulle have fundet på at sælge det. 

Det nye bofællesskab i Heidelberg Heights i Melbourne.
De flytter ind i juli!

8.    Også den entusiasme omkring bofællesskaber, som jeg har mødt hernede er fantastisk – et politisk projekt mod individualisering og forbrug … hvordan kan vi tage den stafet op igen hjemme på Bakken.

9.    De rigtig søde venner og kolleger, jeg har fået hernede – hvor er det mærkeligt, at jeg om lidt er 16.000 km væk fra dem! Jeg er bestemt ikke en erfaren globetrotter, men jeg har da prøvet at rejse både som turist og så dette egentlige ophold i Australien. Det svarer til den måde, jeg besøger Grønland på. Det at have en indgang til et samfund, at møde folk og have sin gang på arbejdspladser og blive inviteret hjem til folk – det er GULD – overfor turismens ’kiggen på’. Nu skal internettet bestå sin prøve – kan man opretholde venskaber via nettet?

10.  Friheden og åbenheden ved at rejse! Friheden - oplevelsen af at være bare en lille smule fri fra alle de mange ting, der binder en i hverdagen – om end e-mails, outlook invitationer og deadlines har det med at finde vej til netop min computer, selv jeg har gjort hvad jeg kunne for at ’gennem’ den. Og åbenheden ved at rejse og ikke mindst rejse alene er særligt. Carsten Jensen skriver om hvordan ’aleneheden’ tvinger en til selv at gøre alt tolkearbejdet i forhold til de oplevelser, man får - og til at møde andre, når man ikke gider sig selv mere. Det har taget mig med storm at opleve dette – ganget en faktor til alle de konkrete oplevelser. Men det er lidt snyd – for det har måske ikke kun noget med Australien at gøre ... og det det varer jo heller ikke ved – fordi man rejser hjem eller fordi det trods alt også bliver hverdag i Australien. Måske kan man lære at være mere åben i sin hverdag?

Så, nu må denne liste ikke blive længere, så holder jeg ikke til det. Jeg må hellere gå i gang med at pakke …

Og her er de så - anemoner og bøgetræer på en gang!

Coal is the future

Det vidste du måske ikke .. selvom den danske regering i deres nye forslag til strategiplan har lidt svært ved at få udfaset kullene. Så ved du måske heller ikke, at vindmøller er livsfarlige? Læs videre og bliv klogere ...

Jeg har lige holdt oplæg på University of Melbourne om den danske vindmølle strategi. I Danmark har regeringen som de fleste vil være bekendt med lige fremlagt et forslag om energistrategi – heri er der et mål om at omstille til 100 % vedvarede energi i 2050 med konkrete mål for vindmøller på 42 % i 2020.  

Det var disse ambitioner, der udgjorde invitationen oplægget: Hvordan kan I i Danmark have så ambitiøse mål for vedvarende energi? 

Da jeg et lille stykke henne i oplægget forklarede, at mange parter i Danmark – herunder den danske ingeniørforening – ikke synes, at regeringens plan er ambitiøs nok, bredte der sig et latteranfald i hele salen! I Australien er sagen nemlig en lidt anden. Her mener regeringen at ’kul er fremtiden’.

Mødet var arrangeret af organisationen ’beyond-zero-emission’ der arbejder med at udarbejde en faktisk endnu mere ambitiøs plan – nemlig 100 % renewable energy in 2020. Således har en række miljøorganisationer siden 2010 arbejdet sammen om at udvikle denne 10 års plan – ’en transition decade’. Planen som de mener, er realistisk, er udarbejdet i samarbejde med forskere fra universiteterne.

Uret tikker, der er få indsatser i Australien, der går deres vej, så de har travlt med at planlægge og mobilere kræfer for deres ide' – og så er det godt med et grin undervejes – for der er ikke meget andet at grine af på det område. 



Der er protester mod minedriften
- her et skilt på en ejendom 'langt' ude på landet.

Australien lever i høj grad af at eksportere kul og en række forskellige mineraler. De har kul til 300 år mindst – og det er relativt nemt tilgængeligt, om end det er hårdt ved landskabet. Kullene bliver solgt til Kina og andre lande i Asien. Der er penge og jobs i skidtet.

Så når man i Australien naturligvis også vil være grønne – hvad gør man så? Man omdøber bare kul til ’clean coal’. Og man putter mange – MANGE - penge i den strategi. Der er fx givet kæmpe beløb til forskning og teknologiudvikling. Fidusen er enkelt - man skal ’fange’ CO2, komprimere det og gennem forskellige kemiske processer omdanne det til ’sten’, som man kan bygge fx huse med. Er det ikke smart? Og bæredygtigt?

Nej, mener mange, jeg har talt med. Jeg var til møde i Newcastle med en gruppe social videnskabelige forskere, der havde fået midler via et af disse programmer, der skal udvikle ovenstående teknologier. Som en slags ’add on’ gives der også penge til ’den bløde forskning’. De havde fx fået midler til at udvikle indsigt i, hvordan man bedst kan kommunikere disse ’grønne’ budskaber til befolkningen og ikke mindst lokalsamfundene, der er involverede – fx de lokalsamfund, der bor oven på de områder, hvor CO2 i første omgang skal lagres. Jeg tog videre med en spændende invitation til at samarbejde, som jeg bestemt vil følge op på. De vil gerne samarbejde med os på DTU, for at blive klogere på de danske erfaringer med at involvere borgerne og udvikle mere kritiske læreprocesser omkring miljø. 

Også Beyond-zero-folkene mener, at det var en drøm helt uden realiteter. De peger også på hvordan en stærk kul-lobby står bag. Den arbejder på mange fronter – helt lokalt, hvor folk fx går fra hus til hus i landdistrikterne og fortæller, hvor farlige vindmøller er. Man får faktisk kræft i hovedet at bo nær dem! De har fået overbevist en række kendisser, der også formidler dette budskab.  Det kan godt være det lyder langt ude, men det virker. Den folkelige modstand mod vindmøller vokser. Hvordan kan man imødegå sådanne metoder? Der er også tætte links til politikere, der således får deres informationer fra kulindustrien. Så der er ikke meget at grine af.

Så kan man jo blive helt glad for danske regering, der på papiret er trådt ind ind en ny tidsalder. ”Det 20. århundrede blev i høj grad drevet af adgang til billig og rigelige mængder af kul, olie og gas. I det 21. århundrede skal der findes andre måder at opfylde behovet for energi på.” (regeringens forslag til energistrategi 2050) Der er selvfølgelig også penge og jobs i skidtet!

Der er dog et lille lyspunkt for de australske miljøfolk. De grønne. I øjeblikket diskuteres, som jeg tidligere har nævnt, en ’carbon tax’ i parlamentet, og selvom det måske ikke kommer til at skabe de store forandringer nu og her – så er det udtryk for at de grønne i regeringskoalitionen har fået indflydelse. Og opbakningen til de grønne vokser. Så et lille smil kan der måske blive – i det hårde arbejde for de mange frivillige, der knokler under overskriften ’The transition decade’. Det er op ad bakke.

Jeg har ikke set en eneste mølle på min 3000 km tur
fra Brisbane over Sydney til Melborne.  Før jeg så denne
fra børnenes bondegård uden for Melbourne.

Jeg var ellers blevet ret glad for Australien, men nu er det snart på tide at vende hjem til Danmark - og vindmøllerne.  I Danmark er vindmøllemodstanden også vokset - det er sket i takt med vindmøllernes størrelse og med at ejerskabet er overgået fra lokale lav til energiselskaberne og private virksomheder. Flere og flere kommuner ekskluderer vindmøller i deres kommunale planer. Alle synes vedvarende energi er en god ide, men møllerne skal ikke stå her i min baghave! Not in my back yard, I energiplanen fra 2008 er der således særligt fokus på at (gen)skabe den brede opbakning til vindmøller bl.a. gennem at sikre 20 % lokalt ejerskab af større møller, støtte til forundersøgelser, hvis man vil opstille lokale møller, og midler til kommunernes landskabsprojekter. 

Skal vi lige se at komme op på hesten igen!   

Jeg kan også trylle med 'coal' ! Hvad får man når lægger et 'a' til ? Vups - et meget nuttet dyr! Jeg var så heldig at få øje på koalaer i en 'gum tree forest'.  De lever udelukkende af bladede fra en bestemt slags eucalyptustræer, de behøver ikke ekstra vand. Det er et pungdyr som kænguruen, men befinder sig meget højt oppe i træerne hele tiden. Og så har fundet en melodi, man måske godt kan lære noget af: De sover 6 timer, hviler i 14 timer og spiser i 4 timer. Cool ;-)

On the road

… får en hel ny betydning i Australien. Der er 815 000 kilometer vej! Jeg har lige prøvet 3000 km af dem, og det er jo så ikke så ikke så mange - sådan samlet set. Jeg er på vej fra Brisbane ned langs Østkysten til Newcastle og videre til Sydney og tilbage til Melbourne. 

Hvert år kører Australierne mere end 209 milliarder km (209 000 000 000)  i private køretøjer, kan man læse i en fin oversigt downloaded fra Australiens Udenrigs- og handelsministerium. Det lyder jo af meget - men det svarer til 9500 km pr næse pr år og det er faktisk ikke så meget som biltransporten i Danmark! Det er dog ikke helt nelt at sammenligne tallene, så lidt forbehold her.

I pjecen kan man i øvrigt otgså læse, at "While public transport remains important in urban areas, cars have increasingly provided the most convenient means of travel between home and work and to social and recreational activities. They account for 88 per cent of urban passenger-kilometres." En lidt finurlig sætning ... men det er jo meget belejligt, så behøver man heller ikke investere i ny offentlig transport - bilerne er jo bare mere 'convenient'.

Det kræver nu også en del midler at udbygge og vedligeholde de mange kilometer – fra store motorvej med 6 spor (i hver retning) til små snoede og hullede grusveje gennem regnskove. Da størstedelen af befolkningen bor i de 5 store byer, hvor trykket på vejnettet således er størst, er der rigtig mange kilomenter vej med meget lavt udnyttelse. Det passer fint med mine oplevelser – 100 km ad landevej uden at møde en eneste modkørende.

Det er vigtigt det med at huske benzinen, for der er altså laaaaaaaaaaaangt til den næste tank. Og bilen, jeg har lejet – en mindre bil af mærket Holden (et australsk bilmærke med visse referencer til Obel) kører ikke langt på literen. En tilsvarende bil kan køre 20 km på literen i Europa, hvorfor laves der så biler her, der ikke en gang kører 10 km pr liter? Så lave er deres benzinpriser ikke – ca. 8 kr. pr liter og med en del euopæiske bilmærker skulle man tro, der var lidt pres på at få benzinforbruget ned?

Udover regnskove og eukolyptusskove, så har de også 'skilteskove' i Australien. Fx fortæller venlige skite i vejsiden jævnligt, at man kører i venstre side i Australien. Og det er jo rart at vide, det lægger man jo slet ikke mærke til, når man sidder der foran rattet 'i den forkerte side af bilen' og tænker for vinduesviskerne, hver gang man har tænkt at at blinke til højre. 

Så kan det være godt med en pause i ny og næ. Og det man sørme også at vide. Et meget højt antal skilte advarer om at ’træthed dræber’ og reklamerer for at tage en ’power nap’ på ’the next rest area’. Skiltene er sat op af både føderale, statslige og lokale myndigheder og er tilsyneladende planlagt hver for sig - for der kan stå to kort efter hinanden fra to forskellige myndigheder – og så går der laaaaaaaaaang tid, før der dukker en op fra den tredje eller den første igen.

Mon det hjælper med alt den opdragelse? Man skal også være frisk her - for man må køre 100 km /h på også temmelig små veje. Der skal selvfølgelig også lidt hastighed til for at komme frem her. Skulle man være i tvivl, så  er der også sklite, der anbefalter at man sætte hastigheden lidt ned i svingene. Det er nok anbefalelsesværdigt. En del små blomsterpyntede kors står regelmæssigt i vejsiden og sender deres egne budskaber.

Nogle af de opdragende skilte er sponsoreret af Mac D. Jeg skriver det ikke ud. Aldrig i livet. Hvem gider holde pause på Mac D. Ok, nogle må jo gøre det. Der var et skilt på et tidspunkt, der bekendtgjorde, at der var 157 km til den nærmeste Mac D! Så er man tænker at her skulle man måske slå sig ned. Nu vi er ved de store burgerkæder. I Australien er den konkurrerede kæde ’Hungry Jacks’ – og man tror måske et lille øjeblik, at det en lokal kæde. Med det navn ... Snydt! Det er ’Burger King Down Under’. Der var en lille burgerbar i Adelaide, der allerede hed Bruger King, da kæden ville ind på markedet her. Så blev det til Hungry Jacks. Nu er du advaret! Og de har da heller ikke kængurubøffer. Jeg har chekket!  

Jeg går ind for ’general stores’ til pauser! Lad os få nogle af disse til Danmark - med mænd og hatte og støv og damer i kitler ...det hele! Ja, og hvad mon det er så? Et dansk ord ville være ’Daglig Brugsen’ men det står alligevel ikke helt til. Det er butikken i de små - meget små – landsbyer, der pludselig dukker op langs vejen. Eneste advarsel er at man på venlige skilte bliver bliver bedt om at nedsætte hastigheden. Den lokale ’general store’ er et samlingspunkt, hvor man både kan handle dagligvarer, købe brugte bøger og børnetøj og nyt værktøj og gasflasker – og alkohol - ordne post og penge – og få en godt måltid mad. Der er sjældent noget galt med menukortet, hvis man er til ’full breakfast’ (æg og bacon og bønner osv.), burger eller ’Cesar salad’.

Udenfor står benzinstandene som skåret ud af 50’erne. Indenfor sidder et par af (lands)byens damer i pæne stribede skjorter og får kaffe med kage - i Arne Jacobsen kloner. I anden træder man ind i en verden af rod af gamle og nye varer, og ved borde, der ikke lader dagligstuer meget efter, sidder mænd med kasketter og snavsede overalls og spiser frokost.

Der er dog et interessant sammenfald mellem disse byer og deres 'general stores' og burgerkæderne. Ligesom man i burgerkæderne oplever at miste fornemmelsen for tid og sted, fordi de er så ens og designet så mærkeligt, så får man faktisk samme oplevelse i de små byer. De er en slags ’hub’ – hvor tid og sted flyder sammen – hvor man gnider sig i øjnene og tror man er landet midt på hovedgaden i 60’erne – og var det ikke for de mærkelig facader, så kunne det være i Danmark – indtil et butiksskilt viser, at her kan du tanke din mobiltelefon eller købe din vegetariske falafel til frokost. Bondemænd med gammeldags hatte og skolepiger i knæstrømper handler ved siden af en en solbrændt sportstype og üper smart kvinde i høje hæle, der lige har smidt sin kæmpe 4 hjulstrækker ved fortorvet. Meget mærkeligt!

De små byer er vigtige dele af infrastrukturen. Dels som grundlag for de landmænd og kvinder (og deres børn, der ofte har MEGET langt til skole), der holder gang i landbrugsproduktionen - ikke mindst kvæg - og diary - mejeriprodukterne, der stadig udgør eksportvarer. Dels som servicegrundlag for de store transporter med lastvogne, som udgår 2/3 dele af den Australske indenlandske varertransport.

Nå turen går videre – efter at have tanket både benzin, frokost og kaffe to go. Cappuccino naturligvis – af en rigtig udmærket kvalitet - så jeg kan klare 200 km mere uden at falde i søvn ...  Kursen er sat mod NewCastle, hvor jeg har et møde på universitetet.



Det eneste næbdyr jeg så var dette - eller er det en vombat?
Eller?

 Og ligesom i Danmark er der også advarsels skilte om ’dyr på vejen’. Det er så ikke hjorte - men kænguruer, koalaer og vombatter! Jeg var meget forventningsfuld og meget forsigtigt – men Øv – der hoppede aldrig nogen spændende dyr over vejen foran mig! Hvem har også nogen sinde set en hjort fra bilen, selv om de danske veje er plastret til med ’hjorte-på-vejen-de-næste10-km-skilte'? Jeg har ikke – og måske er det meget godt! Det skulle ikke være så sjovt at møde en up-front med 80 km i timen. Jeg har dog hørt, at der faktisk er dyr på vejen i Australien – især om natten – og de er skyld i en del uheld. Der er også nedkørte dyr rundt omkring på vejene – og så skal man ringe til dyreværnet står der på andre skilte. Der er mange skilte i Australien – men altså mange km vej at stille dem op på.

Mød en klima-skeptiker!



Dette er ikke en klima-skeptiker - men en opossum, der meget
gerne ville dele mad en aften på terassen.

 Jeg har mødt en klimaskeptiker. Det viste sig at være en rigtig sød sejlsportsmand, der deltager i ’the worlds’ i 505 klassen. Han inviterede os straks til at bo hos sig i Sydney, da han hørte at vi senere skulle dertil. Jamen, så må jeg altså justere mit billede af klimaskeptikere som en lille gruppe fanatiske mennesker, der sviner deres premier-mininster til og praler af, at Australien har verdens første parti for klima-skeptikere.

Australien har gennem de seneste år oplevet en række ændringer i klimaet.
Gennem de sidste 5-6 år har en øget tørke gjort det svært for landbruget i store dele af Australien, og flere landmænd må opgive deres farme. Det tørre vejr har desuden medført meget alvorlige skovbrande, hvor man har måttet evakueret store områder. I år har kæmpe oversvømmelser desuden hærget i sær i Queensland med store menneskelig og materielle omkostninger. Jeg har længe været nysgerrig på, hvordan disse hændelser kobles til klimaforankringer og til ansvar for at handle i Australien?  

Men først et lille kig til Danmark. Her oplever jeg, at det stigende antal ekstreme regnhændelser, der i de seneste år har medført oversvømmelser i flere del af Danmark – fx i Greve, Odense, Egedal, København - har haft stor betydning for handlevilligheden. Både i offentligheden, hvor klimaforankringer er en dagsorden, de fleste kender og erkender. Og blandt professionelle vandfolk, der i løbet af få år har sat fokus på klimatilpasning af vores byer som en af de store udfordringer, der må arbejde med. Og det er en spændende platform for forandring, som kan udnyttes til at udvikle løsninger, viden, forståelser mv.

Men det er ikke alle, der erkender vigtigheden af arbejde med at forebygge klimaforandringer eller styrke klimatilpasning. I nyhederne den 9. marts 2011 kan man læse at flere danskere nu er skeptiske overfor klimaforandringerne: ”I oktober 2010 var der således 75 procent af de adspurgte, der var helt eller delvist enige i, at den gennemsnitlige temperatur på jorden er stigende. Det tal var faldet til 68 procent i februar 2011.” (http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2011/03/09/234228.htm).

En anden konsekvens af global opvarmning er afblegning af koralerne i
Greet Barrier Reef. Det vurderes desuden at 1/3 af revet blev skadet som
følge af cyclonerne i år.  

Tilbage i Australien har en af de store overskrifter i nyhederne gennem længere tid være den nuværende regerings oplæg til at indføre en såkaldt carbon-tax. Det har udviklet sig til en hidsig og personlig diskussion mellem den siddende mindretalsregering og oppositionen. Det er en primært politisk debat, hvor denne skat er blevet en arena, hvor opposition og regering kan angribe hinanden – og det gør de. Se fx http://www.abc.net.au/news/stories/2011/03/02/3153298.htm eller http://www.abc.net.au/news/stories/2011/03/11/3161975.htm. De fleste australiere, jeg har mødt, er meget trætte af denne diskussion. De er tilhængere af denne skat, og kan vi så komme i gang ...

Men selv om oppositionen tilsyneladende har malet sig op i et klimaskeptisk hjørne, som de ikke helt selv er stolte af, så har de fat i noget. For selv om 90 % af Australiens befolkning mener, at klimaet ændrer sig i øjeblikket, så mener kun 50 %, at det skyldes det menneskeskabte udslip af kuldioxid. Hele 40 % mener, at klimaændringerne skyldes en naturlig variation og 6 % benægter, at der er tale om klimaændringer overhovedet.

Rent statistisk skulle det altså ikke være så svært at møde en af disse klima-skeptikere – og det lykkedes så også i går. Jeg var kommet i snak med en flink fyr fra Sydney, og da han fortalte, at han var ’builder’ og levede godt af den store byggeaktivitet ved at renovere enfamilieshuse i Sydney, spurgte jeg straks ind til hans praksis i forhold til miljøløsninger i byggeriet. Jeg havde netop læst en artikel om ’Sustainable transitions in Suburbia’, der diskuterer betydningen af, at en lille niche af mindre arkitektfirmaer og byggefirmaer i Melbourne forsøger at introducere miljøløsninger i renoveringen af huse. Jo, han var da også optaget at bruge miljøløsninger som bedre isolering, vandtanke, energi-besparende apparater og naturlig ventilation, som jo er et meget vigtigt tema i Australien, hvor der bruges meget el på at ventilere og køle. Mit næste spørgsmål var om han oplevede, at de konkrete tegn på klimaforandringer i Australien fik hans kunder til at efterspørge disse løsninger? Så var det jeg fik det for mig højst uventet svar. ”Jamen, det er da tydeligt, at klimaet ændrer sig, det var der mange tegn på” – og så nævnte han tørken og nu oversvømmelserne. Men han mente, ”at det var naturlige svingninger. Naturen har altid ændret sig.” Jamen, hvorfor arbejde han så med miljø? ”Jo, men det var mere fordi mennesket skulle søge balancer – og vi var tydeligvis for grådige i øjeblikket”. ”Det var”, forklarede han mig, ”en slags spirituel balance, man skulle søge”. Og den søgte han så blandt andet ved at installere miljøteknologier. Ja, i vores gruppe har vi længe vist, at vejene til innovation i byggeriet er komplekse.

Og så var han jo også – som de 200 andre tilstedeværende sejlere og deres påhæng – fløjet her til Hamilton Island for de 10 dage, som ’the worlds’ tager. Mange andre som ham fra Australien. Nogle helt fra Tyskland og USA og Frankrig og Danmark … Og det er jo også på mange måder en bekvem holdning, der gør ens liv meget lettere. Jeg er misundelig. Kan man få slettet sin harddisk, så man glemmer alt om klima? Jeg er blevet så glad for at rejse til Australien, at jeg er meget fristet … Måske skal jeg bare være klimaskeptisk i de 20 minutter, det tager at booke flyet, og i de 20 timer, det tager at rejse herned …




Klik på billedet og se regn i tove - bag de to, som også
har sat sig i læ på terassen.

Iøvrigt er 'the worlds' udskudt på ubestemt tid. Det har regnet og stormet i 4 dage og sejladserne er derfor blevet aflyst. I dag var det egentlig lay-day - pausedag - den blev inddraget for at få sejlerne på vandet - men altså også aflyst igen på grund af regn og storm, der giver 2½ mener høje bølger og meget lav sigtbarhed. Vejret ser desværre ikke bedre ud de næste dage.  
Og vi taler om regn  - ca. 40-80 mm i døgnet - det svarer til regnmængden på en god måned i Danmark (gennemsnitlig 60 mm). Udtrykket - det står ned i tove - får en ny betydning her. Så øv for sejlerne!
For mig helt personligt er ikke det store problem, jeg sidder som på terassen i læ og læser og skriver. Og det er ok, det ikke er for varmt. En gang imellem må jeg lige dække computeren til, når vinden bliver for kraftig, så regnet står nærmest vandret ind.

Og så har jeg fået selskab af et par flinke farverige fugle, der er meget interesseret i mit arbejde- og meget gerne deltager, hvis jeg lige vender mig om et øjeblik.

Hyldest til ’openness og helpfulness’ – øh hvem?

De bliver længere og længere, de indlæg - kan hun da ikke fatte sig i korthed? Jo – jeg prøver. Her er en alt for kort hyldest til de Australske mænd og kvinder, som jeg oplever som meget gæstfrie, fleksible og hjælpsomme! Den er helt ufaglig, men jeg var nødt til det. Det er en overvældende kontrast den danske hverdag, hvor jeg ellers også ofte synes at folk er imødekommende. Men så mødte jeg Australien!

Jeg har desværre ikke noget billede af en
hjælpsom chauffør - så her er kigget ud af
forruden på bilkøen foran - i 3 baner!

De hjælpsomme chauffører! Fx i bus 249: jeg venter ved et stoppested sammen med en ældre – temmelig ældre – mand. Da bussen kommer, bliver han stående på fortovet og spørger chaufføren om ruten - om denne bus nu også går helt endestationen? Efter lidt snak frem og tilbage, hvor den ældre mand er i tvivl, beslutter han sig endelig for at stige på. Billetten skal findes frem og stemples, og det tager også lidt tid. Jeg venter bare, hvornår bliver chaufføren utålmodig. Det gør han ikke. Bussen kører selvfølgelig heller ikke, før manden sidder ned. Det var bare ét eksempel! Jeg har kun oplevet chauffører, der var hjælpsomme og det gælder både bus og sporvogne. Nu bliver jeg heller ikke længere overrasket, når chaufførerne stiger helt ud af bussen for at hjælpe en mor om bord med barnevognen. Til gengæld siger man tak for turen, når man stiger ud. Mon de australske chauffører ikke hænger i den klokkestreng, danske chauffører tilsyneladende hænger i? I følge de indfødte, så gør de, og bussen kommer da også til tiden. Men der er altså tid til service og hjælpsomhed. Vil vi acceptere et par minutters længere tur i Danmark for at få bedre busturer? http://www.bedrebustur.dk/

Døm selv ;-)

De fleksible mennesker, der håndterer situationer og accepterer lidt uregelmæssighed. Fx fodgængere, der smiler og trækker til side, når jeg cykler på fortovet. Ja, jeg må indrømme blankt at jeg har kørt på fortovet - især når trafikken på vejen var lidt for heftig. Eller når jeg kørte forkert og måtte tilbage igen sammen retning. Og jeg har en måneds erfaring bag mig, når jeg siger, at der var ingen - INGEN - sure miner, når jeg mødte fodgængere på fortovet eller kørte den forkerte vej i et kryds ind foran nogen. Jeg var selvfølgelig også smilende og trak til siden – parat til at få en balle – men jeg fik kun smil tilbage. Måske var det cykelhjelmen, der gjorde det ;-) Måske smilede de slet ikke – men lo? Eller måske kunne de se, at jeg bare var en forvirret dansker på tur?  

Mennesker, der holder døren eller træder til side for hinanden. Som siger ’sorry’, hvis de kommer til at skubbe – eller ’no worries’, når det er mig, der er kommet til at skubbe. Mennesker, der holder armen ud og stopper elevatoren som noget hele selvfølgeligt, så flere kan komme med. Som smiler og siger "how are you going?", bare man går forbi dem. Og det er på tværs af alle aldre.

Du skal da bare bruge vores telefon!

Ansatte, der yder  imødekommende service - fx svarer tålmodig på ens spørgsmål eller tilbyder deres telefon, så jeg kan aktiverer det ’hot-spot’ jeg har købt. Det tog 45 min i telefonen – og det var HELT i orden. Er der mere, vi kan hjælpe dig med? Eller Jetstar stewardessen, der bringer is til mit knæ, efter jeg faldt i lufthavnen. Og som løbende kommer tilbage for at spørge, hvor dan det går- om der er mere hun kan gøre? Der er lige før hun holder mig i hånden!

Mennesker, der tager sig tid til at stoppe op på deres vej, og hjælpe mig med at finde vej og forklare og pege. Som venter på, at jeg finder min telefon frem og får den åbnet for at finde adressen. Og som går med et stykke ad vejen, for at være sikker på at jeg når rigtigt frem.

Mennesker, der med stor tålmodighed gentager, hvad de har sagt, når jeg ikke kan forstå dem. Og der er mange spændende accenter på spil i Australien, så det er ikke altid nemt. Og som interesseret spørger til, hvor jeg kommer fra. Og som også gerne fortæller om deres vej i Australien.  

Jeg har desværre ikke billede af alle de søde mennesker,
jeg har mødt. Så her er et , der viser et andet behov for
tolerance -  man kan ikke gifte sig, hvis man ikke er et
traditionelt par bestående af mand og kvinde!

Jeg ved ikke, hvad der er baggrunden for denne åbne og hjælpsomme kultur, der går på tværs af en række skel og overbevisninger? Det kan være flere ting - Ideologiske fx større fokus på individ og frihed? Historiske fx nødvendigheden af at støtte hinanden i det barske land? Åbenheden overfor fremmede fra mange steder i verden som følge af indvandring?

For en god ordens skyld skal jeg lige sige, at det bestemt ikke altid har været tilfældet i Australien. De kinesiske indvandrere, der fx deltog i ’gold rushen’ blev udsat for stærk formel og uformel undertrykkelse. Og Australien har indtil 70’erne kun tilladt ’hvid indvandring’. Men i løbet af få årtier er samfundet på vel til at være et multikulturelt samfund med en tilsyneladende stor tolerance. Så taler vi stadig ikke om den oprindelige befolkning – det gør vi nemlig ikke ret meget.

Når jeg fortæller om mine oplevelser til mine nye australske venner, så kan de ikke rigtig forstå hvad jeg mener. Jamen er folk så imødekommende og hjælpsomme? Ja, det må man sige - sammenlignet med Danmark! Jeg er bestemt ikke ude i en idylisering af det australisk samfund som sådan. Tværimod oplever jeg i min spejling af vore samfund flere og flere kvaliteter, som jeg sætter pris på ved Danmark - men her kan vi virkelig lære noget om at møde folk, få ’ting til at glide’ og hinanden til at føle sig godt tilpas. Det er ikke kun gammeldags høflighed – det er også åbenhed og hjælpsomhed. Hvor hurtigt kan vi vende skuden i Danmark?



Just another day at the office - når det er tæt på 30 grader må man jo flytte udenfor i skyggen!



En hjælpsom elektriker tog dette billede af mig på arbejde - just an other day at the office! "Oh - they are going to hate you" - sagde han grinende. Det håber jeg selvfølgelig ikke! Bare I var her alle sammen!

Byer i den kreative klasse?

Cafe midt i Yarra river under en
af de nye smarte broer

Byer er i stigende grad rammen for masser af menneskers liv og interaktion i form af (re;-)produktion og handel og service og styring mv. Faktisk bor allerede 80 % af klodens befolkninger i byer, og tallet er endnu højere i Australien.
Og de Australske byer er helt sikkert rammen for en masse menneskers virkelighed - og drømme. Det er levende, spændende og charmerende byer med en umiddelbar 'relaxed' stil. Men denne stil synes at være under pres. Jeg hører en del historier om gammeldags hierarkiske arbejdspladser med en vis ineffektivitet og god tid - men også om stærkt øget konkurrence om boliger, arbejdspladser og succes. Der er mange, der gerne vil ind og være med. 

Jeg har lært et rigtig godt udtryk - 'to crap on about something' - at knævre løs om et eller andet. Så nu 'crapper' jeg jeg altså lidt 'on' om byers udvikling i Australien uden de helt dybe faglige undersøgelser som grundlag. 

I den rige verden hvor industriproduktion bliver for dyr og dør ud, satser byerne i høj grad på at omdanne sig til ’kreative byer’. Den amerikanske forsker Richard Florida har slået igennem globalt med sin tese om byudvikling i den post-industrielle tid. Ud fra et økonomisk perspektiv peger han på, at byer, der klarer sig godt i den globale konkurrence i 'videnssamfundet', tiltrækker ’den kreative klasse’. Hvor byerne altså før gjorde sig umage med at tiltrække virksomheder bl.a. ved at tilbyde virksomhederne god beliggenhed og billig infrastruktur, så er mantraet i byudvikling i dag, at man skal tiltrække de kreative – så skal virksomheder og vækst nok følge efter.

Nye huse med 'water sensitive urban design'
i forgrunden

Den kreative by for Florida har mere karakter af middel end af mål - vi skal være kreative, fordi det er det, vi skal leve af i den nye verdensøkonomi. Strategien er at sikre 'teknologi, talent og tolerance' - og her kommer planlægning og byudvikling ind. Den skal sikre at byerne er attratktiv for disse ressourcer gennem spændende, dynamisk, mangfoldig byudvikling med forskellige kvarterer og masser af aktiviteter og muligheder for udfoldelse og selvfølgelig god infrastruktur i forhold til sundhed og uddannelse. Og det kan der jo godt komme gode 'liverable' byer ud af.

Denne byudviklings strategi er tydeligt at se i de to store australske byer, jeg foreløbig har besøgt – Brisbane i Queensland og Melbourne i Victoria – både retorisk og konkret i bybilledet.   

Brisbans gamle posthus i skyggen
 af den nye stil

Australske byer er relativt unge – når vi undtager de aboriginale bosteder, der var før de hvide indvandrere byggede deres byer. Og det gør man her. Historen kan alligvel læses i byerne. Både i Melbourne og Brisbane er gadebillede overvejende præget af nyere arkitektur i mere eller mindre spændende former og materialer – langt de fleste i minimum 25 etager og der bygges og bygges. Høje grundpriser lægger pres på at erstatte de gamle huse og i sær i Brisbane er svært at se ældre originale huse i større antal. Få er særligt værdsatte og fredede og ligger som små mærkelige anakronismer, der spejler sig i højhusenes glasfacader. Andre er bare svære at få øje på, fordi udsynet er dækket af træer og moderne gade indretning med store sejl og andre former for overdækninger, der skaber skygge for den stærke sol. 

Brisbans gågade med sejl, der skygger
for solen - og de gamle huse

I Melbournes centrum er lidt nemmere at se historien i bymidten. Melbourne blev iøvrigt ikke som de andre byer grundlagt af det engelske kolonistyre, men af entreprenante hvide mænd og kvinder. Næsten samtidig sejlede to forskellige familier i 1835 ind i Port Phillip Bay, der er en stor naturlig og næste lukket bugt, og købte land af de derboende aboriginals og påbegyndte en by. To år efter blev byen planlagt i et helt systematisk grid. Det lykkedes planlæggeren i forhandlinger med Guvernøren at gennemtrumfe de meget brede boulevarder øst-vest, hvor turister og indfødte i dag shopper i de mange butikker eller skynder sig af sted på de brede fortove i skyggerne fra træerne, mens masser af biler – og også sporvogne – fylder resten af gaden. Planlæggeren måtte til gengæld acceptere at, at hver anden gade i nord-syd retningen blev udlagt som meget smallere gader og stræder, en beslutning, der har kostet dyrt, idet mange gader senere er blevet bredere gennem opkøb. I Melbournes centrum kan man stadig meget få skridt fra boulevarderne finde meget smalle stræder, hvor solen næsten ikke trænger ned mellem de høje huse. Hvor disse tidligere havde et blakket ry, så er de i dag fyldt med små butikker og cafeer, der med bare en række af borde foran spærrer hele gaden. I et sådan snævert stræde sad jeg sidste fredag eftermiddag på en cafe med en af mine nye co-housing venner – Tony – og fik en cappuccino - i en lille pause i kortlægningen af midtbyen. Tony er som mange andre Australier helt sikker på, at den eneste måde at transportere sig på er med bil. Derfor sad vi lidt senere i to timer i bil for at køre ca. 5 km. til Fizroy North, hvor der var co-housing get-together!

På et tidspunkt så det ellers meget godt ud med Melbournes byplan. Byen blev tidligt etableret i en slags fingerstruktur med sporvogne og toge, der forbandt de mindre byer til centrum. Men især efter anden verdenskrig er også Melbourne blevet en bil domineret by. Den private bil gjorde den private bolig mulig - og dermed byens udbredelse. Ikke kun mellem byerne i 'fingrene' blev der fyldt med ’urban sprawl’, men også imellem 'fingrene' – især enfamilies huse med små haver rundt om, så langt øjet rækker – og lidt længere. De australske byernes fysiske størrelse er enorm. 

Uviklingen afspejles i de forskellige kvarterer - næsten som årringe i et træ - der er udbygget i forskellige perioder. Disse kvarterer er i konstant udvikling og får nyt liv. Måske undtaget parcelhus områderne - hvornår bliver det deres tur til byomdannelse - det er både nødvendigt og interessant - også i Danmark . Her er et par eksempler fra Melbourne: 



Typisk gammelt byhus - her i Melbourne

Helt tæt på bykernen er Fizroy, der i dag er det hippe kvarter med masser af restauranter og spændende butikker med nyt og gammelt. Her mødes man! Bydelen er udviklet som et beboelsesområde med rækker af gader med primært rækkehuse fra sidst i 1800 tallet med udskåret træ og små terrasser foran. Jeg har været så heldig at være på besøg i to forskellige huse. I Moor Street i Fizroy, der er en stille sidegade til den meget levende og larmende Brunswick Street blev jeg via en kollega i Københavns Kommune inviteret hjem til en fantastisk familie.  Da jeg talte med dem for at finde vej var de helt klare: ”vi bor i byen!” De kunne ikke tænke sig at bo andre steder - og jeg forstår dem godt.  Deres hus er i to etager med lille have bagved. Her er både plads til borde, barbecue, køkkenhave, træer og opossummer - og hvor der er hjerterum er der husrum. Familien kender alle naboerne og inviterer masser af gæster. De skal til at bygge deres hus om, så der bliver lidt mere plads og lys og det bliver supergodt - med glasfacader til haven, dobelt glas (!!!) i vinduerne, solceller og vandtank! 

I Fizroy North blev jeg inviteret ind i endnu et hus fra den periode - efter den famøse 2 timers biltur, som ikke fik Tony til at overveje at tage en 'tram' i stedet. Det var co-housing folkene, der mødtes til ’pot-luck dinner’ for at ’socialise’ inden de om 3 måneder skal flytte ind i det nye bofællesskab, der bliver bygget i Heidelberg. Da vi ankom, undrede jeg mig over det meget lille hus, som familien har lejet til deres nye lejlighed er klar. Skulle der virkelig kunne bo en familie der? Men det var kun til døren blev åbnet og huset fortsatte indad i en uendelighed – som et kartoffelrække hus, hvis etager er lagt ved siden af hinanden. Det smukkeste hus med værelser på stribe. Og bagerst igen en frimærke have, hvor jeg spiste sammenskudsgilde med de sødeste mennesker. Hvor heldig kan man være at blive inviteret indenfor! Huset var i dog på nogle punkter i meget dårlig stand - med store revner i muren. Man kan kun undre sog over at udlejer ikke holder det ved lige. Det er sin vægt værd i guld.

Kvarteret St Kilda, hvor jeg boede, ligger tæt ved vandet og har indtil for 10 år siden været et 'tvivlsomt' område, der har udviklet sig gennem 100 år omkring forlystelser og restauranter. Nu er det et ’vibrant’ kvarter - også med stigende huspriser - og en række moderne byggerier blander sig med de gamle. Blandt andet det højhus på 12 etager, som jeg havde lejet en studio-lejlighed i – Egdewater Towers – der nok har været et af de første højhuse i området, da det blev bygget sidst i 60’erne og lanceret som et nyt og elegant sted at slå sig ned. Jeg var glad for at bo i St. Kilda - tæt på vandet og lidt mere frisk luft end i city – og alligevel masser af liv. Det vrimler med mennesker på de to hovedgader. Folk spiser frokost eller hænger ud på en café i solen og spiser kager fra et af de traditionelle jødiske konditorier.

Så er der de mange små bydele langt de store veje og jernbane linjer. Jeg krydsede en del af dem på vej til Monash hver morgen – enten med det offentlige eller på cykel. Og det var helt forskellige byer, jeg oplevede afhængig af hvor man møder dem. Hver af disse 'byer', der nu flyder helt sammen, har en hovedgade, hvor bilerne suser igennem. Facaderne får det til at ligne en slidt by i en amerikansk western film. Det hverken ser eller opleves særlig charmerende med bilerne, der drøner med 60 km og gør det helt umuligt at krydse gaden endsige cykle langs den. Men bevæger man sig bare kort væk fra disse store gader, så ser der pludselig anderledes hyggeligt ud. Man kan finde små butikker og cafeer og grønne områder med legepladser og altså en uendelig hed af ’suburbia’ – der spreder sig til næste bydel, der ligner på en prik. Vil man vide, hvor gammel bydelen er? En god tommelfingerregel - jo større husene er, jo nyere er kvarteret. Nyere huse er ofte 250 m2.   

Tilbage til den kreative by. Det er ikke suburbia, der gør sig her. Der skal noget andet til, og Melbourne er med på vognen. Melbourne har altid været en uddannelsesby med fokus på viden og uddannelse, og det vrimler også med unge mennesker. Især mange asiatiske unge tager til Australien for at uddanne sig. Melbourne markedsfører sig som multikulturel og der er tydeligvis mennesker fra hele verden – de to kvarterer Little Italy og China Town i centrum udgør kun en lille og ældre del af dette billede af et land, der bygger på indvandring. Overalt i byen er der masser af sprog, farver og klædninger. Et andet element af ’den kreative by’ er de mange spændende kvarterer i kanten af den 'gamle by', hvor forladte industrier udvikles af unge kreative mennesker og virksomheder. Hvordan der planlægges for dette kunne være spændende at vide? Det er en af de udfordringer, vi arbejder med i Danmark, Tyskland og Holland osv.  I Australien er byudvikling og -planlægning ikke umiddelbart noget, man involverer borgerne og brugere noget særligt i. Men at der byplanlægges aktivt for at skabe en attraktiv by er tydeligt. Blandt andet har den danske arkitekt Jan Gehl og hans tegnestue rådgivet byen om at skabe byrum for folk. Der er etableret masser af nye pladser og ophodssteder - bl.a. en hel ny plads i centrum (Federal Square) med et utal af aktiviteter og kultur. Der satses på cykelstier og lånecykler, og nye broer over floderne, lækre strandområder i bycentrum, kunst i gaderne og store faciliteter til sport og kultur osv.

Et andet clash - den nye havnefront i Brisban
med de smarte cafeer - og skolepiger i uniform

Også de gamle dokker er bygget ud med høje smarte huse med alterner, der skal afhjælpe det store behov for boliger og tiltrække flere mennesker til at by i bykernen. I Melbourne virker det her som om at satsningen på at bygge mange lejligheder – højt og tæt – har skygget noget for etableringen af bykvaliteter som spændende 'waterfronts' og grønne områder.

Og så er der selvfølgelig andre problemer. Et meget tydeligt problem er byernes bil-afhængighed. Biltrafikken er enorm og besværligt og meget dominerende. De fleste klager samtidig over den offentlige transport, som ikke er blevet udviklet noget særligt siden den blev etableret. Selv om der er mange afgange og et tæt net af busser, sporvogne og toge, så er den laaaaaangsom og linjerne ligger ikke nødvendig vis længere der, hvor der er mest brug for dem.
Og så har vi slet ikke talt bæredygtighed. En overskrift begge byer smykker sig med. Og fattigdom og polarisering, som jeg ikke ved meget om endnu. Men der er mange jobs til ufaglærte og med meget høje priser for boliger og madvarer, så kan fokus for en stor del af befolkningen næppe være på ”at leve den kreative by ud”.

I hvor høj grad disse tiltag i byen betyder noget for byernes vækst, tør jeg ikke vurdere. Men at det er byer med fuld skrue på udvikling er tydelig. Australien klarer sig også godt økonomisk - foreløbig. Deres økonomi bygger i høj grad på eksport af kul og mineraler – ikke umiddelbart et ’vidensamfunds’ profil. De blev ikke så hårdt ramt af den internationale krise og intern genopbygning og udvikling holder masser af hjul i gang, så mange at der er store flaskehalse på arbejdskraft. Også i Australien er gennemsnitsalderen på vej op, og mantraet er indvandring. Der satses på den kreative klasse – det kræver uddannelse og erhvervskompetencer at blive lukket ind.

Og en ny indvandret by-boer, der her vinker godnat! Efter renoveringen af den store pier i St Kilda er der flyttet pingviner ind i byen. I tusmørket kommer de svømmende ind i havnen og vader ind under broen med de mange nysgerrige mennesker. Så går de seng mellem de store sten, som molen er bygget af.
En del af den lange pier er derfor spærret for adgang for mennsker. Ja, ja, byudvikling medfører ofte gentrificering - det at nogle grupper favoriseres, mens andre skubbes ud. Her er der virkelig tale om byomdannelse for pinger ;-)