On the road

… får en hel ny betydning i Australien. Der er 815 000 kilometer vej! Jeg har lige prøvet 3000 km af dem, og det er jo så ikke så ikke så mange - sådan samlet set. Jeg er på vej fra Brisbane ned langs Østkysten til Newcastle og videre til Sydney og tilbage til Melbourne. 

Hvert år kører Australierne mere end 209 milliarder km (209 000 000 000)  i private køretøjer, kan man læse i en fin oversigt downloaded fra Australiens Udenrigs- og handelsministerium. Det lyder jo af meget - men det svarer til 9500 km pr næse pr år og det er faktisk ikke så meget som biltransporten i Danmark! Det er dog ikke helt nelt at sammenligne tallene, så lidt forbehold her.

I pjecen kan man i øvrigt otgså læse, at "While public transport remains important in urban areas, cars have increasingly provided the most convenient means of travel between home and work and to social and recreational activities. They account for 88 per cent of urban passenger-kilometres." En lidt finurlig sætning ... men det er jo meget belejligt, så behøver man heller ikke investere i ny offentlig transport - bilerne er jo bare mere 'convenient'.

Det kræver nu også en del midler at udbygge og vedligeholde de mange kilometer – fra store motorvej med 6 spor (i hver retning) til små snoede og hullede grusveje gennem regnskove. Da størstedelen af befolkningen bor i de 5 store byer, hvor trykket på vejnettet således er størst, er der rigtig mange kilomenter vej med meget lavt udnyttelse. Det passer fint med mine oplevelser – 100 km ad landevej uden at møde en eneste modkørende.

Det er vigtigt det med at huske benzinen, for der er altså laaaaaaaaaaaangt til den næste tank. Og bilen, jeg har lejet – en mindre bil af mærket Holden (et australsk bilmærke med visse referencer til Obel) kører ikke langt på literen. En tilsvarende bil kan køre 20 km på literen i Europa, hvorfor laves der så biler her, der ikke en gang kører 10 km pr liter? Så lave er deres benzinpriser ikke – ca. 8 kr. pr liter og med en del euopæiske bilmærker skulle man tro, der var lidt pres på at få benzinforbruget ned?

Udover regnskove og eukolyptusskove, så har de også 'skilteskove' i Australien. Fx fortæller venlige skite i vejsiden jævnligt, at man kører i venstre side i Australien. Og det er jo rart at vide, det lægger man jo slet ikke mærke til, når man sidder der foran rattet 'i den forkerte side af bilen' og tænker for vinduesviskerne, hver gang man har tænkt at at blinke til højre. 

Så kan det være godt med en pause i ny og næ. Og det man sørme også at vide. Et meget højt antal skilte advarer om at ’træthed dræber’ og reklamerer for at tage en ’power nap’ på ’the next rest area’. Skiltene er sat op af både føderale, statslige og lokale myndigheder og er tilsyneladende planlagt hver for sig - for der kan stå to kort efter hinanden fra to forskellige myndigheder – og så går der laaaaaaaaaang tid, før der dukker en op fra den tredje eller den første igen.

Mon det hjælper med alt den opdragelse? Man skal også være frisk her - for man må køre 100 km /h på også temmelig små veje. Der skal selvfølgelig også lidt hastighed til for at komme frem her. Skulle man være i tvivl, så  er der også sklite, der anbefalter at man sætte hastigheden lidt ned i svingene. Det er nok anbefalelsesværdigt. En del små blomsterpyntede kors står regelmæssigt i vejsiden og sender deres egne budskaber.

Nogle af de opdragende skilte er sponsoreret af Mac D. Jeg skriver det ikke ud. Aldrig i livet. Hvem gider holde pause på Mac D. Ok, nogle må jo gøre det. Der var et skilt på et tidspunkt, der bekendtgjorde, at der var 157 km til den nærmeste Mac D! Så er man tænker at her skulle man måske slå sig ned. Nu vi er ved de store burgerkæder. I Australien er den konkurrerede kæde ’Hungry Jacks’ – og man tror måske et lille øjeblik, at det en lokal kæde. Med det navn ... Snydt! Det er ’Burger King Down Under’. Der var en lille burgerbar i Adelaide, der allerede hed Bruger King, da kæden ville ind på markedet her. Så blev det til Hungry Jacks. Nu er du advaret! Og de har da heller ikke kængurubøffer. Jeg har chekket!  

Jeg går ind for ’general stores’ til pauser! Lad os få nogle af disse til Danmark - med mænd og hatte og støv og damer i kitler ...det hele! Ja, og hvad mon det er så? Et dansk ord ville være ’Daglig Brugsen’ men det står alligevel ikke helt til. Det er butikken i de små - meget små – landsbyer, der pludselig dukker op langs vejen. Eneste advarsel er at man på venlige skilte bliver bliver bedt om at nedsætte hastigheden. Den lokale ’general store’ er et samlingspunkt, hvor man både kan handle dagligvarer, købe brugte bøger og børnetøj og nyt værktøj og gasflasker – og alkohol - ordne post og penge – og få en godt måltid mad. Der er sjældent noget galt med menukortet, hvis man er til ’full breakfast’ (æg og bacon og bønner osv.), burger eller ’Cesar salad’.

Udenfor står benzinstandene som skåret ud af 50’erne. Indenfor sidder et par af (lands)byens damer i pæne stribede skjorter og får kaffe med kage - i Arne Jacobsen kloner. I anden træder man ind i en verden af rod af gamle og nye varer, og ved borde, der ikke lader dagligstuer meget efter, sidder mænd med kasketter og snavsede overalls og spiser frokost.

Der er dog et interessant sammenfald mellem disse byer og deres 'general stores' og burgerkæderne. Ligesom man i burgerkæderne oplever at miste fornemmelsen for tid og sted, fordi de er så ens og designet så mærkeligt, så får man faktisk samme oplevelse i de små byer. De er en slags ’hub’ – hvor tid og sted flyder sammen – hvor man gnider sig i øjnene og tror man er landet midt på hovedgaden i 60’erne – og var det ikke for de mærkelig facader, så kunne det være i Danmark – indtil et butiksskilt viser, at her kan du tanke din mobiltelefon eller købe din vegetariske falafel til frokost. Bondemænd med gammeldags hatte og skolepiger i knæstrømper handler ved siden af en en solbrændt sportstype og üper smart kvinde i høje hæle, der lige har smidt sin kæmpe 4 hjulstrækker ved fortorvet. Meget mærkeligt!

De små byer er vigtige dele af infrastrukturen. Dels som grundlag for de landmænd og kvinder (og deres børn, der ofte har MEGET langt til skole), der holder gang i landbrugsproduktionen - ikke mindst kvæg - og diary - mejeriprodukterne, der stadig udgør eksportvarer. Dels som servicegrundlag for de store transporter med lastvogne, som udgår 2/3 dele af den Australske indenlandske varertransport.

Nå turen går videre – efter at have tanket både benzin, frokost og kaffe to go. Cappuccino naturligvis – af en rigtig udmærket kvalitet - så jeg kan klare 200 km mere uden at falde i søvn ...  Kursen er sat mod NewCastle, hvor jeg har et møde på universitetet.



Det eneste næbdyr jeg så var dette - eller er det en vombat?
Eller?

 Og ligesom i Danmark er der også advarsels skilte om ’dyr på vejen’. Det er så ikke hjorte - men kænguruer, koalaer og vombatter! Jeg var meget forventningsfuld og meget forsigtigt – men Øv – der hoppede aldrig nogen spændende dyr over vejen foran mig! Hvem har også nogen sinde set en hjort fra bilen, selv om de danske veje er plastret til med ’hjorte-på-vejen-de-næste10-km-skilte'? Jeg har ikke – og måske er det meget godt! Det skulle ikke være så sjovt at møde en up-front med 80 km i timen. Jeg har dog hørt, at der faktisk er dyr på vejen i Australien – især om natten – og de er skyld i en del uheld. Der er også nedkørte dyr rundt omkring på vejene – og så skal man ringe til dyreværnet står der på andre skilte. Der er mange skilte i Australien – men altså mange km vej at stille dem op på.