onsdag den 27. april 2011

"Der er anemoner i skoven",

siger Henrik, der har været ud at løbe! Ellers ville han aldrig have set dem ;-) Og Jesper fortæller mig, at bøgen er ved at springe ud … Nu er det vist på tide at komme hjem. Jeg var ellers blevet rigtig glad for Australien – jeg må helt sikkert tilbage for en længere periode – men nu er kursen sat mod gamle Danmark – og familien og vennerne og Bakken og DTU!

Lad mig lige lave DEN MEGET SERIØSE LISTE over de ting, jeg savner i Danmark – så det bliver nemmere at vende snuden hjemad. Udover anemoner og bøgeskove – og alle jer selvfølgelig - så er det:

1.    Cykler, cykelstier, cykeltransport, cykel på arbejde kampagner, cykelpolitik … – det går faktisk meget godt i lille dannevang på dette punkt. Og kan vi så få gratis cykler med Kystbanen? Men det har de nok ikke råd til nu.
 
2.    Yoghurt – og ikke det dyre creme med kunstige smag, der står på hylderne her! Og økologiske grønsager! Eller bare grønsager i det hele taget, der er til at betale. Hvad med 50 kr. for et kilo æbler, eller hvad med et kilo kartofler til 30 kr.? Til gengæld koster en stor lækker T-bone kun 25 kroner – og det er vi da slet ikke misundelig over vel?  

3.    De lyse nætter – jeg bliver så træt af, at nogen slukker lyset kl. 18.30 præcis! Ups, hvor er jeg? Der er heller ikke lys på cykelstierne. Hvem kunne dog også finde på at cykle efter kl. 18.30?

4.    Vand! Vandhane--vand – dejligt grundvand fra Humlebæk! Kan slet ikke sammenlignes med vandhanevand i fra Melbourne, der er overfladevand og derfor klores.

5.    ’Det flade’ – ja altså når det kommer til hierarkier. Det kan godt være, de synes, de er afslappede i Australien, men spørger man måske folk i Danmark om de er professorer, bare fordi de køber en flybillet?

6.    Tv uden reklamer - jeg glæder mig helt vildt til at se en tv-avis uden at blive afbrudt af reklamer eller langvarige, blinkende og gentagne fanfarer for kommende programmer. Nå, ja … så reklamer i hvert fald, for det med LANGVARIGE, BLINKENDE OG GENTAGNE FANFARER FOR KOMMENDE PROGRAMMER er DR desværre også hoppet på. Kan I høre det derude på Amager – Vi gider det ikke! Måske skulle man bare droppe tv. Ja altså ikke lige torsdag, for der kommer ’det røde kapel’ om Jacob og Simon i Nord Korea! Denne gang i Australien. 

7.    Vindmøller selvfølgelig! Når jeg flyver ind over København og lægger det allersidste CO2 til mit forbrug – så vil jeg nyde synet af Middelgrunden! Jeg vil endda besøge en vindmølle og lægge hovedet helt tæt til – Tag den, Kul-lobby! (jf Kul er fremtiden) Jeg har lovet at sende masser info fra Danmark om vindmøller til Australien.

8.    Demokrati og fællesskab – tør man sige det i dag, eller er det lidt for højtravende? Det synes som om, at danskere har flere muligheder for at få indflydelse og tage ansvar for andre end sig selv. Skal vi lige tage os lidt sammen her og vågne fra vores lidt for forkælede hvilen på laurbærrene og komme videre før det er for sent!

Så er der selvfølgelig også DEN LIGE SÅ SERIØSE LISTE over de ting, jeg særlig vil savne? Jeg må hellere få dem ud af systemet:  


1.    Imødekommenhed og hjælpsomhed (jf Hyldest) Kun den sure læge på den døgnåbne skadestue tæller ned. Og jeg var endda så modtagelig på det tidspunkt - med kulderystelser, kvalme og ondt! Han får dog ikke lov til at skygge for de mange andre MEGET søde australiere, jeg har mødt.  
 
2.    Ordentlig kaffe! Ikke et eneste sted i Australien har jeg mødt disse forfærdige automater, som hærger i Danmark. Således får man i stigende grad, hvis man bestiller en cappuccino på en restaurant eller en café (sic!) en, der bliver lavet ved et tryk på automat – måske på ’rigtige bønner’ men så også med tørmælk! Den mindste ’general store’ midt i ingenting laver en ordentlig espressokaffe og den travleste motorvejs-rest gør det også. Ingen automater her! Lad os alle sige nej tak til automat-kaffe.

Fx. svømme i et rigtig
hav svøemmestadion - bygget
ud for kysten i Newcastle.


3.    Klimaet – forestil jer at gå med bare tæer i oktober! ”Det er ikke klimaet i sig selv”, sagde en dansker, jeg mødte – der var gift med en australier – ”det er det man kan gøre i dette klima"! Jeg kan sagtens følge hende …


Set i Brisbane




4.    Hattene! Rigtige hatte, der har en funktion – nemlig at beskytte ejermanden mod at få skoldet næsen! Det er fantastisk. Der kunne mænd i Danmark lære noget. Kan I ikke se det for jer – på vej ned af Købmagergade …Til gengæld må de gerne lade alle de grimme slips blive down under. Der er også rigtig mange smarte damehatte – og damer. Hmm, måske er det med hatte bare ikke helt det samme i Danmark – uden solen – altså den sol, der brænder én til en rød klat på 10 min. Eller måske skulle vi netop i gang med at bruge hatte .. jeg stemmer for! You can leave your hat on …

5.    Regnskov – kan man få årskort til Randers regnskov? Så er det lige mig … eller … måske så ikke, for nu har jeg prøvet den rigtige vare! Regnskovene er forskellige, men alle med stærke dufte, lyde, mørke med lysglimt!. Liv og død i en pærevælling – meget sanseligt.

6.    Ginger beer – jeg siger ikke mere nu, for nu skal jeg være importør – og tjene kassen! Der har vi overset noget! Bundaberg! Det bliver en kæmpe business! Ups, nu kom jeg til at sige det …

7.    Kænguruer – de er altså søde! Med små usle forben får de alligevel et liv ud af det. Og så kan de hoppe over alle hegnene, som bondemændene sætter op – he he! Der er rimelig meget hegn i Australien. Man skulle have fundet på at sælge det. 

Det nye bofællesskab i Heidelberg Heights i Melbourne.
De flytter ind i juli!
8.    Også den entusiasme omkring bofællesskaber, som jeg har mødt hernede er fantastisk – et politisk projekt mod individualisering og forbrug … hvordan kan vi tage den stafet op igen hjemme på Bakken.

9.    De rigtig søde venner og kolleger, jeg har fået hernede – hvor er det mærkeligt, at jeg om lidt er 16.000 km væk fra dem! Jeg er bestemt ikke en erfaren globetrotter, men jeg har da prøvet at rejse både som turist og så dette egentlige ophold i Australien. Det svarer til den måde, jeg besøger Grønland på. Det at have en indgang til et samfund, at møde folk og have sin gang på arbejdspladser og blive inviteret hjem til folk – det er GULD – overfor turismens ’kiggen på’. Nu skal internettet bestå sin prøve – kan man opretholde venskaber via nettet?

10.  Friheden og åbenheden ved at rejse! Friheden - oplevelsen af at være bare en lille smule fri fra alle de mange ting, der binder en i hverdagen – om end e-mails, outlook invitationer og deadlines har det med at finde vej til netop min computer, selv jeg har gjort hvad jeg kunne for at ’gennem’ den. Og åbenheden ved at rejse og ikke mindst rejse alene er særligt. Carsten Jensen skriver om hvordan ’aleneheden’ tvinger en til selv at gøre alt tolkearbejdet i forhold til de oplevelser, man får - og til at møde andre, når man ikke gider sig selv mere. Det har taget mig med storm at opleve dette – ganget en faktor til alle de konkrete oplevelser. Men det er lidt snyd – for det har måske ikke kun noget med Australien at gøre ... og det det varer jo heller ikke ved – fordi man rejser hjem eller fordi det trods alt også bliver hverdag i Australien. Måske kan man lære at være mere åben i sin hverdag?

Så, nu må denne liste ikke blive længere, så holder jeg ikke til det. Jeg må hellere gå i gang med at pakke …

Og her er de så - anemoner og bøgetræer på en gang!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar