Mød en klima-skeptiker!



Dette er ikke en klima-skeptiker - men en opossum, der meget
gerne ville dele mad en aften på terassen.

 Jeg har mødt en klimaskeptiker. Det viste sig at være en rigtig sød sejlsportsmand, der deltager i ’the worlds’ i 505 klassen. Han inviterede os straks til at bo hos sig i Sydney, da han hørte at vi senere skulle dertil. Jamen, så må jeg altså justere mit billede af klimaskeptikere som en lille gruppe fanatiske mennesker, der sviner deres premier-mininster til og praler af, at Australien har verdens første parti for klima-skeptikere.

Australien har gennem de seneste år oplevet en række ændringer i klimaet.
Gennem de sidste 5-6 år har en øget tørke gjort det svært for landbruget i store dele af Australien, og flere landmænd må opgive deres farme. Det tørre vejr har desuden medført meget alvorlige skovbrande, hvor man har måttet evakueret store områder. I år har kæmpe oversvømmelser desuden hærget i sær i Queensland med store menneskelig og materielle omkostninger. Jeg har længe været nysgerrig på, hvordan disse hændelser kobles til klimaforankringer og til ansvar for at handle i Australien?  

Men først et lille kig til Danmark. Her oplever jeg, at det stigende antal ekstreme regnhændelser, der i de seneste år har medført oversvømmelser i flere del af Danmark – fx i Greve, Odense, Egedal, København - har haft stor betydning for handlevilligheden. Både i offentligheden, hvor klimaforankringer er en dagsorden, de fleste kender og erkender. Og blandt professionelle vandfolk, der i løbet af få år har sat fokus på klimatilpasning af vores byer som en af de store udfordringer, der må arbejde med. Og det er en spændende platform for forandring, som kan udnyttes til at udvikle løsninger, viden, forståelser mv.

Men det er ikke alle, der erkender vigtigheden af arbejde med at forebygge klimaforandringer eller styrke klimatilpasning. I nyhederne den 9. marts 2011 kan man læse at flere danskere nu er skeptiske overfor klimaforandringerne: ”I oktober 2010 var der således 75 procent af de adspurgte, der var helt eller delvist enige i, at den gennemsnitlige temperatur på jorden er stigende. Det tal var faldet til 68 procent i februar 2011.” (http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2011/03/09/234228.htm).

En anden konsekvens af global opvarmning er afblegning af koralerne i
Greet Barrier Reef. Det vurderes desuden at 1/3 af revet blev skadet som
følge af cyclonerne i år.  

Tilbage i Australien har en af de store overskrifter i nyhederne gennem længere tid være den nuværende regerings oplæg til at indføre en såkaldt carbon-tax. Det har udviklet sig til en hidsig og personlig diskussion mellem den siddende mindretalsregering og oppositionen. Det er en primært politisk debat, hvor denne skat er blevet en arena, hvor opposition og regering kan angribe hinanden – og det gør de. Se fx http://www.abc.net.au/news/stories/2011/03/02/3153298.htm eller http://www.abc.net.au/news/stories/2011/03/11/3161975.htm. De fleste australiere, jeg har mødt, er meget trætte af denne diskussion. De er tilhængere af denne skat, og kan vi så komme i gang ...

Men selv om oppositionen tilsyneladende har malet sig op i et klimaskeptisk hjørne, som de ikke helt selv er stolte af, så har de fat i noget. For selv om 90 % af Australiens befolkning mener, at klimaet ændrer sig i øjeblikket, så mener kun 50 %, at det skyldes det menneskeskabte udslip af kuldioxid. Hele 40 % mener, at klimaændringerne skyldes en naturlig variation og 6 % benægter, at der er tale om klimaændringer overhovedet.

Rent statistisk skulle det altså ikke være så svært at møde en af disse klima-skeptikere – og det lykkedes så også i går. Jeg var kommet i snak med en flink fyr fra Sydney, og da han fortalte, at han var ’builder’ og levede godt af den store byggeaktivitet ved at renovere enfamilieshuse i Sydney, spurgte jeg straks ind til hans praksis i forhold til miljøløsninger i byggeriet. Jeg havde netop læst en artikel om ’Sustainable transitions in Suburbia’, der diskuterer betydningen af, at en lille niche af mindre arkitektfirmaer og byggefirmaer i Melbourne forsøger at introducere miljøløsninger i renoveringen af huse. Jo, han var da også optaget at bruge miljøløsninger som bedre isolering, vandtanke, energi-besparende apparater og naturlig ventilation, som jo er et meget vigtigt tema i Australien, hvor der bruges meget el på at ventilere og køle. Mit næste spørgsmål var om han oplevede, at de konkrete tegn på klimaforandringer i Australien fik hans kunder til at efterspørge disse løsninger? Så var det jeg fik det for mig højst uventet svar. ”Jamen, det er da tydeligt, at klimaet ændrer sig, det var der mange tegn på” – og så nævnte han tørken og nu oversvømmelserne. Men han mente, ”at det var naturlige svingninger. Naturen har altid ændret sig.” Jamen, hvorfor arbejde han så med miljø? ”Jo, men det var mere fordi mennesket skulle søge balancer – og vi var tydeligvis for grådige i øjeblikket”. ”Det var”, forklarede han mig, ”en slags spirituel balance, man skulle søge”. Og den søgte han så blandt andet ved at installere miljøteknologier. Ja, i vores gruppe har vi længe vist, at vejene til innovation i byggeriet er komplekse.

Og så var han jo også – som de 200 andre tilstedeværende sejlere og deres påhæng – fløjet her til Hamilton Island for de 10 dage, som ’the worlds’ tager. Mange andre som ham fra Australien. Nogle helt fra Tyskland og USA og Frankrig og Danmark … Og det er jo også på mange måder en bekvem holdning, der gør ens liv meget lettere. Jeg er misundelig. Kan man få slettet sin harddisk, så man glemmer alt om klima? Jeg er blevet så glad for at rejse til Australien, at jeg er meget fristet … Måske skal jeg bare være klimaskeptisk i de 20 minutter, det tager at booke flyet, og i de 20 timer, det tager at rejse herned …




Klik på billedet og se regn i tove - bag de to, som også
har sat sig i læ på terassen.

Iøvrigt er 'the worlds' udskudt på ubestemt tid. Det har regnet og stormet i 4 dage og sejladserne er derfor blevet aflyst. I dag var det egentlig lay-day - pausedag - den blev inddraget for at få sejlerne på vandet - men altså også aflyst igen på grund af regn og storm, der giver 2½ mener høje bølger og meget lav sigtbarhed. Vejret ser desværre ikke bedre ud de næste dage.  
Og vi taler om regn  - ca. 40-80 mm i døgnet - det svarer til regnmængden på en god måned i Danmark (gennemsnitlig 60 mm). Udtrykket - det står ned i tove - får en ny betydning her. Så øv for sejlerne!
For mig helt personligt er ikke det store problem, jeg sidder som på terassen i læ og læser og skriver. Og det er ok, det ikke er for varmt. En gang imellem må jeg lige dække computeren til, når vinden bliver for kraftig, så regnet står nærmest vandret ind.

Og så har jeg fået selskab af et par flinke farverige fugle, der er meget interesseret i mit arbejde- og meget gerne deltager, hvis jeg lige vender mig om et øjeblik.

Hyldest til ’openness og helpfulness’ – øh hvem?

De bliver længere og længere, de indlæg - kan hun da ikke fatte sig i korthed? Jo – jeg prøver. Her er en alt for kort hyldest til de Australske mænd og kvinder, som jeg oplever som meget gæstfrie, fleksible og hjælpsomme! Den er helt ufaglig, men jeg var nødt til det. Det er en overvældende kontrast den danske hverdag, hvor jeg ellers også ofte synes at folk er imødekommende. Men så mødte jeg Australien!

Jeg har desværre ikke noget billede af en
hjælpsom chauffør - så her er kigget ud af
forruden på bilkøen foran - i 3 baner!

De hjælpsomme chauffører! Fx i bus 249: jeg venter ved et stoppested sammen med en ældre – temmelig ældre – mand. Da bussen kommer, bliver han stående på fortovet og spørger chaufføren om ruten - om denne bus nu også går helt endestationen? Efter lidt snak frem og tilbage, hvor den ældre mand er i tvivl, beslutter han sig endelig for at stige på. Billetten skal findes frem og stemples, og det tager også lidt tid. Jeg venter bare, hvornår bliver chaufføren utålmodig. Det gør han ikke. Bussen kører selvfølgelig heller ikke, før manden sidder ned. Det var bare ét eksempel! Jeg har kun oplevet chauffører, der var hjælpsomme og det gælder både bus og sporvogne. Nu bliver jeg heller ikke længere overrasket, når chaufførerne stiger helt ud af bussen for at hjælpe en mor om bord med barnevognen. Til gengæld siger man tak for turen, når man stiger ud. Mon de australske chauffører ikke hænger i den klokkestreng, danske chauffører tilsyneladende hænger i? I følge de indfødte, så gør de, og bussen kommer da også til tiden. Men der er altså tid til service og hjælpsomhed. Vil vi acceptere et par minutters længere tur i Danmark for at få bedre busturer? http://www.bedrebustur.dk/

Døm selv ;-)

De fleksible mennesker, der håndterer situationer og accepterer lidt uregelmæssighed. Fx fodgængere, der smiler og trækker til side, når jeg cykler på fortovet. Ja, jeg må indrømme blankt at jeg har kørt på fortovet - især når trafikken på vejen var lidt for heftig. Eller når jeg kørte forkert og måtte tilbage igen sammen retning. Og jeg har en måneds erfaring bag mig, når jeg siger, at der var ingen - INGEN - sure miner, når jeg mødte fodgængere på fortovet eller kørte den forkerte vej i et kryds ind foran nogen. Jeg var selvfølgelig også smilende og trak til siden – parat til at få en balle – men jeg fik kun smil tilbage. Måske var det cykelhjelmen, der gjorde det ;-) Måske smilede de slet ikke – men lo? Eller måske kunne de se, at jeg bare var en forvirret dansker på tur?  

Mennesker, der holder døren eller træder til side for hinanden. Som siger ’sorry’, hvis de kommer til at skubbe – eller ’no worries’, når det er mig, der er kommet til at skubbe. Mennesker, der holder armen ud og stopper elevatoren som noget hele selvfølgeligt, så flere kan komme med. Som smiler og siger "how are you going?", bare man går forbi dem. Og det er på tværs af alle aldre.

Du skal da bare bruge vores telefon!

Ansatte, der yder  imødekommende service - fx svarer tålmodig på ens spørgsmål eller tilbyder deres telefon, så jeg kan aktiverer det ’hot-spot’ jeg har købt. Det tog 45 min i telefonen – og det var HELT i orden. Er der mere, vi kan hjælpe dig med? Eller Jetstar stewardessen, der bringer is til mit knæ, efter jeg faldt i lufthavnen. Og som løbende kommer tilbage for at spørge, hvor dan det går- om der er mere hun kan gøre? Der er lige før hun holder mig i hånden!

Mennesker, der tager sig tid til at stoppe op på deres vej, og hjælpe mig med at finde vej og forklare og pege. Som venter på, at jeg finder min telefon frem og får den åbnet for at finde adressen. Og som går med et stykke ad vejen, for at være sikker på at jeg når rigtigt frem.

Mennesker, der med stor tålmodighed gentager, hvad de har sagt, når jeg ikke kan forstå dem. Og der er mange spændende accenter på spil i Australien, så det er ikke altid nemt. Og som interesseret spørger til, hvor jeg kommer fra. Og som også gerne fortæller om deres vej i Australien.  

Jeg har desværre ikke billede af alle de søde mennesker,
jeg har mødt. Så her er et , der viser et andet behov for
tolerance -  man kan ikke gifte sig, hvis man ikke er et
traditionelt par bestående af mand og kvinde!

Jeg ved ikke, hvad der er baggrunden for denne åbne og hjælpsomme kultur, der går på tværs af en række skel og overbevisninger? Det kan være flere ting - Ideologiske fx større fokus på individ og frihed? Historiske fx nødvendigheden af at støtte hinanden i det barske land? Åbenheden overfor fremmede fra mange steder i verden som følge af indvandring?

For en god ordens skyld skal jeg lige sige, at det bestemt ikke altid har været tilfældet i Australien. De kinesiske indvandrere, der fx deltog i ’gold rushen’ blev udsat for stærk formel og uformel undertrykkelse. Og Australien har indtil 70’erne kun tilladt ’hvid indvandring’. Men i løbet af få årtier er samfundet på vel til at være et multikulturelt samfund med en tilsyneladende stor tolerance. Så taler vi stadig ikke om den oprindelige befolkning – det gør vi nemlig ikke ret meget.

Når jeg fortæller om mine oplevelser til mine nye australske venner, så kan de ikke rigtig forstå hvad jeg mener. Jamen er folk så imødekommende og hjælpsomme? Ja, det må man sige - sammenlignet med Danmark! Jeg er bestemt ikke ude i en idylisering af det australisk samfund som sådan. Tværimod oplever jeg i min spejling af vore samfund flere og flere kvaliteter, som jeg sætter pris på ved Danmark - men her kan vi virkelig lære noget om at møde folk, få ’ting til at glide’ og hinanden til at føle sig godt tilpas. Det er ikke kun gammeldags høflighed – det er også åbenhed og hjælpsomhed. Hvor hurtigt kan vi vende skuden i Danmark?



Just another day at the office - når det er tæt på 30 grader må man jo flytte udenfor i skyggen!



En hjælpsom elektriker tog dette billede af mig på arbejde - just an other day at the office! "Oh - they are going to hate you" - sagde han grinende. Det håber jeg selvfølgelig ikke! Bare I var her alle sammen!

Byer i den kreative klasse?

Cafe midt i Yarra river under en
af de nye smarte broer

Byer er i stigende grad rammen for masser af menneskers liv og interaktion i form af (re;-)produktion og handel og service og styring mv. Faktisk bor allerede 80 % af klodens befolkninger i byer, og tallet er endnu højere i Australien.
Og de Australske byer er helt sikkert rammen for en masse menneskers virkelighed - og drømme. Det er levende, spændende og charmerende byer med en umiddelbar 'relaxed' stil. Men denne stil synes at være under pres. Jeg hører en del historier om gammeldags hierarkiske arbejdspladser med en vis ineffektivitet og god tid - men også om stærkt øget konkurrence om boliger, arbejdspladser og succes. Der er mange, der gerne vil ind og være med. 

Jeg har lært et rigtig godt udtryk - 'to crap on about something' - at knævre løs om et eller andet. Så nu 'crapper' jeg jeg altså lidt 'on' om byers udvikling i Australien uden de helt dybe faglige undersøgelser som grundlag. 

I den rige verden hvor industriproduktion bliver for dyr og dør ud, satser byerne i høj grad på at omdanne sig til ’kreative byer’. Den amerikanske forsker Richard Florida har slået igennem globalt med sin tese om byudvikling i den post-industrielle tid. Ud fra et økonomisk perspektiv peger han på, at byer, der klarer sig godt i den globale konkurrence i 'videnssamfundet', tiltrækker ’den kreative klasse’. Hvor byerne altså før gjorde sig umage med at tiltrække virksomheder bl.a. ved at tilbyde virksomhederne god beliggenhed og billig infrastruktur, så er mantraet i byudvikling i dag, at man skal tiltrække de kreative – så skal virksomheder og vækst nok følge efter.

Nye huse med 'water sensitive urban design'
i forgrunden

Den kreative by for Florida har mere karakter af middel end af mål - vi skal være kreative, fordi det er det, vi skal leve af i den nye verdensøkonomi. Strategien er at sikre 'teknologi, talent og tolerance' - og her kommer planlægning og byudvikling ind. Den skal sikre at byerne er attratktiv for disse ressourcer gennem spændende, dynamisk, mangfoldig byudvikling med forskellige kvarterer og masser af aktiviteter og muligheder for udfoldelse og selvfølgelig god infrastruktur i forhold til sundhed og uddannelse. Og det kan der jo godt komme gode 'liverable' byer ud af.

Denne byudviklings strategi er tydeligt at se i de to store australske byer, jeg foreløbig har besøgt – Brisbane i Queensland og Melbourne i Victoria – både retorisk og konkret i bybilledet.   

Brisbans gamle posthus i skyggen
 af den nye stil

Australske byer er relativt unge – når vi undtager de aboriginale bosteder, der var før de hvide indvandrere byggede deres byer. Og det gør man her. Historen kan alligvel læses i byerne. Både i Melbourne og Brisbane er gadebillede overvejende præget af nyere arkitektur i mere eller mindre spændende former og materialer – langt de fleste i minimum 25 etager og der bygges og bygges. Høje grundpriser lægger pres på at erstatte de gamle huse og i sær i Brisbane er svært at se ældre originale huse i større antal. Få er særligt værdsatte og fredede og ligger som små mærkelige anakronismer, der spejler sig i højhusenes glasfacader. Andre er bare svære at få øje på, fordi udsynet er dækket af træer og moderne gade indretning med store sejl og andre former for overdækninger, der skaber skygge for den stærke sol. 

Brisbans gågade med sejl, der skygger
for solen - og de gamle huse

I Melbournes centrum er lidt nemmere at se historien i bymidten. Melbourne blev iøvrigt ikke som de andre byer grundlagt af det engelske kolonistyre, men af entreprenante hvide mænd og kvinder. Næsten samtidig sejlede to forskellige familier i 1835 ind i Port Phillip Bay, der er en stor naturlig og næste lukket bugt, og købte land af de derboende aboriginals og påbegyndte en by. To år efter blev byen planlagt i et helt systematisk grid. Det lykkedes planlæggeren i forhandlinger med Guvernøren at gennemtrumfe de meget brede boulevarder øst-vest, hvor turister og indfødte i dag shopper i de mange butikker eller skynder sig af sted på de brede fortove i skyggerne fra træerne, mens masser af biler – og også sporvogne – fylder resten af gaden. Planlæggeren måtte til gengæld acceptere at, at hver anden gade i nord-syd retningen blev udlagt som meget smallere gader og stræder, en beslutning, der har kostet dyrt, idet mange gader senere er blevet bredere gennem opkøb. I Melbournes centrum kan man stadig meget få skridt fra boulevarderne finde meget smalle stræder, hvor solen næsten ikke trænger ned mellem de høje huse. Hvor disse tidligere havde et blakket ry, så er de i dag fyldt med små butikker og cafeer, der med bare en række af borde foran spærrer hele gaden. I et sådan snævert stræde sad jeg sidste fredag eftermiddag på en cafe med en af mine nye co-housing venner – Tony – og fik en cappuccino - i en lille pause i kortlægningen af midtbyen. Tony er som mange andre Australier helt sikker på, at den eneste måde at transportere sig på er med bil. Derfor sad vi lidt senere i to timer i bil for at køre ca. 5 km. til Fizroy North, hvor der var co-housing get-together!

På et tidspunkt så det ellers meget godt ud med Melbournes byplan. Byen blev tidligt etableret i en slags fingerstruktur med sporvogne og toge, der forbandt de mindre byer til centrum. Men især efter anden verdenskrig er også Melbourne blevet en bil domineret by. Den private bil gjorde den private bolig mulig - og dermed byens udbredelse. Ikke kun mellem byerne i 'fingrene' blev der fyldt med ’urban sprawl’, men også imellem 'fingrene' – især enfamilies huse med små haver rundt om, så langt øjet rækker – og lidt længere. De australske byernes fysiske størrelse er enorm. 

Uviklingen afspejles i de forskellige kvarterer - næsten som årringe i et træ - der er udbygget i forskellige perioder. Disse kvarterer er i konstant udvikling og får nyt liv. Måske undtaget parcelhus områderne - hvornår bliver det deres tur til byomdannelse - det er både nødvendigt og interessant - også i Danmark . Her er et par eksempler fra Melbourne: 



Typisk gammelt byhus - her i Melbourne

Helt tæt på bykernen er Fizroy, der i dag er det hippe kvarter med masser af restauranter og spændende butikker med nyt og gammelt. Her mødes man! Bydelen er udviklet som et beboelsesområde med rækker af gader med primært rækkehuse fra sidst i 1800 tallet med udskåret træ og små terrasser foran. Jeg har været så heldig at være på besøg i to forskellige huse. I Moor Street i Fizroy, der er en stille sidegade til den meget levende og larmende Brunswick Street blev jeg via en kollega i Københavns Kommune inviteret hjem til en fantastisk familie.  Da jeg talte med dem for at finde vej var de helt klare: ”vi bor i byen!” De kunne ikke tænke sig at bo andre steder - og jeg forstår dem godt.  Deres hus er i to etager med lille have bagved. Her er både plads til borde, barbecue, køkkenhave, træer og opossummer - og hvor der er hjerterum er der husrum. Familien kender alle naboerne og inviterer masser af gæster. De skal til at bygge deres hus om, så der bliver lidt mere plads og lys og det bliver supergodt - med glasfacader til haven, dobelt glas (!!!) i vinduerne, solceller og vandtank! 

I Fizroy North blev jeg inviteret ind i endnu et hus fra den periode - efter den famøse 2 timers biltur, som ikke fik Tony til at overveje at tage en 'tram' i stedet. Det var co-housing folkene, der mødtes til ’pot-luck dinner’ for at ’socialise’ inden de om 3 måneder skal flytte ind i det nye bofællesskab, der bliver bygget i Heidelberg. Da vi ankom, undrede jeg mig over det meget lille hus, som familien har lejet til deres nye lejlighed er klar. Skulle der virkelig kunne bo en familie der? Men det var kun til døren blev åbnet og huset fortsatte indad i en uendelighed – som et kartoffelrække hus, hvis etager er lagt ved siden af hinanden. Det smukkeste hus med værelser på stribe. Og bagerst igen en frimærke have, hvor jeg spiste sammenskudsgilde med de sødeste mennesker. Hvor heldig kan man være at blive inviteret indenfor! Huset var i dog på nogle punkter i meget dårlig stand - med store revner i muren. Man kan kun undre sog over at udlejer ikke holder det ved lige. Det er sin vægt værd i guld.

Kvarteret St Kilda, hvor jeg boede, ligger tæt ved vandet og har indtil for 10 år siden været et 'tvivlsomt' område, der har udviklet sig gennem 100 år omkring forlystelser og restauranter. Nu er det et ’vibrant’ kvarter - også med stigende huspriser - og en række moderne byggerier blander sig med de gamle. Blandt andet det højhus på 12 etager, som jeg havde lejet en studio-lejlighed i – Egdewater Towers – der nok har været et af de første højhuse i området, da det blev bygget sidst i 60’erne og lanceret som et nyt og elegant sted at slå sig ned. Jeg var glad for at bo i St. Kilda - tæt på vandet og lidt mere frisk luft end i city – og alligevel masser af liv. Det vrimler med mennesker på de to hovedgader. Folk spiser frokost eller hænger ud på en café i solen og spiser kager fra et af de traditionelle jødiske konditorier.

Så er der de mange små bydele langt de store veje og jernbane linjer. Jeg krydsede en del af dem på vej til Monash hver morgen – enten med det offentlige eller på cykel. Og det var helt forskellige byer, jeg oplevede afhængig af hvor man møder dem. Hver af disse 'byer', der nu flyder helt sammen, har en hovedgade, hvor bilerne suser igennem. Facaderne får det til at ligne en slidt by i en amerikansk western film. Det hverken ser eller opleves særlig charmerende med bilerne, der drøner med 60 km og gør det helt umuligt at krydse gaden endsige cykle langs den. Men bevæger man sig bare kort væk fra disse store gader, så ser der pludselig anderledes hyggeligt ud. Man kan finde små butikker og cafeer og grønne områder med legepladser og altså en uendelig hed af ’suburbia’ – der spreder sig til næste bydel, der ligner på en prik. Vil man vide, hvor gammel bydelen er? En god tommelfingerregel - jo større husene er, jo nyere er kvarteret. Nyere huse er ofte 250 m2.   

Tilbage til den kreative by. Det er ikke suburbia, der gør sig her. Der skal noget andet til, og Melbourne er med på vognen. Melbourne har altid været en uddannelsesby med fokus på viden og uddannelse, og det vrimler også med unge mennesker. Især mange asiatiske unge tager til Australien for at uddanne sig. Melbourne markedsfører sig som multikulturel og der er tydeligvis mennesker fra hele verden – de to kvarterer Little Italy og China Town i centrum udgør kun en lille og ældre del af dette billede af et land, der bygger på indvandring. Overalt i byen er der masser af sprog, farver og klædninger. Et andet element af ’den kreative by’ er de mange spændende kvarterer i kanten af den 'gamle by', hvor forladte industrier udvikles af unge kreative mennesker og virksomheder. Hvordan der planlægges for dette kunne være spændende at vide? Det er en af de udfordringer, vi arbejder med i Danmark, Tyskland og Holland osv.  I Australien er byudvikling og -planlægning ikke umiddelbart noget, man involverer borgerne og brugere noget særligt i. Men at der byplanlægges aktivt for at skabe en attraktiv by er tydeligt. Blandt andet har den danske arkitekt Jan Gehl og hans tegnestue rådgivet byen om at skabe byrum for folk. Der er etableret masser af nye pladser og ophodssteder - bl.a. en hel ny plads i centrum (Federal Square) med et utal af aktiviteter og kultur. Der satses på cykelstier og lånecykler, og nye broer over floderne, lækre strandområder i bycentrum, kunst i gaderne og store faciliteter til sport og kultur osv.

Et andet clash - den nye havnefront i Brisban
med de smarte cafeer - og skolepiger i uniform

Også de gamle dokker er bygget ud med høje smarte huse med alterner, der skal afhjælpe det store behov for boliger og tiltrække flere mennesker til at by i bykernen. I Melbourne virker det her som om at satsningen på at bygge mange lejligheder – højt og tæt – har skygget noget for etableringen af bykvaliteter som spændende 'waterfronts' og grønne områder.

Og så er der selvfølgelig andre problemer. Et meget tydeligt problem er byernes bil-afhængighed. Biltrafikken er enorm og besværligt og meget dominerende. De fleste klager samtidig over den offentlige transport, som ikke er blevet udviklet noget særligt siden den blev etableret. Selv om der er mange afgange og et tæt net af busser, sporvogne og toge, så er den laaaaaangsom og linjerne ligger ikke nødvendig vis længere der, hvor der er mest brug for dem.
Og så har vi slet ikke talt bæredygtighed. En overskrift begge byer smykker sig med. Og fattigdom og polarisering, som jeg ikke ved meget om endnu. Men der er mange jobs til ufaglærte og med meget høje priser for boliger og madvarer, så kan fokus for en stor del af befolkningen næppe være på ”at leve den kreative by ud”.

I hvor høj grad disse tiltag i byen betyder noget for byernes vækst, tør jeg ikke vurdere. Men at det er byer med fuld skrue på udvikling er tydelig. Australien klarer sig også godt økonomisk - foreløbig. Deres økonomi bygger i høj grad på eksport af kul og mineraler – ikke umiddelbart et ’vidensamfunds’ profil. De blev ikke så hårdt ramt af den internationale krise og intern genopbygning og udvikling holder masser af hjul i gang, så mange at der er store flaskehalse på arbejdskraft. Også i Australien er gennemsnitsalderen på vej op, og mantraet er indvandring. Der satses på den kreative klasse – det kræver uddannelse og erhvervskompetencer at blive lukket ind.

Og en ny indvandret by-boer, der her vinker godnat! Efter renoveringen af den store pier i St Kilda er der flyttet pingviner ind i byen. I tusmørket kommer de svømmende ind i havnen og vader ind under broen med de mange nysgerrige mennesker. Så går de seng mellem de store sten, som molen er bygget af.
En del af den lange pier er derfor spærret for adgang for mennsker. Ja, ja, byudvikling medfører ofte gentrificering - det at nogle grupper favoriseres, mens andre skubbes ud. Her er der virkelig tale om byomdannelse for pinger ;-)  

Man høster da regnvand!

Den fine terasse på Commonground
 - oven på vandtanken

Jeg har drukket regnvand. I flere dage. Opsamlet på taget, ledt ned i en stor tank – med en fin terrasse på. Uden filtre eller anden rensning. Det er ikke lige danske vandprofessionelles kop the. Først i 2000 blev det tilladt i Danmark at bruge regnvand i huset til fx toiletskyl og vask af tøj. Det var det øgede pres på grundvandsressourcerne, der omsider afgjorde diskussionen om at brug af regnvand inde i huset. Men bestemt ikke til at drikke! 

Sådan er det ikke i Australien. Masser af Australier i landdistrikterne drikker dagligt ubehandlet regnvand og undersøgelser af bl.a. børn har vist, at det ikke har betydning for helbredet. I byen anbefales det dog, at man drikker det vand, som vandselskaberne leverer. Men det er tilladt at opsamle sit eget vand og drikke det - og man kan få masser af rådgivning til hvordan. Den almindelige vandforsyning i Melbourne trækker på store ferskvands-reservoirer i baglandet, og vandet herfra ledes til byen og renses og klores. For mig, der plejer at drikke vand fra undergrunden i Humlebæk, smager vandet fra hanerne her ikke ret godt. Det er fadt og stærkt kloret. Det kan næsten få mig til at købe flaskevand. Næsten. Vandet i Melbourne har ellers ry for at være noget af det bedste i Australien. Men der er ikke uendelige mænger og reserverne vises online på 'Melbourne waters' web. Så at genbruge regnvand har fået stor interesse bland vandprofessionelle og forskere.

Vand er et ’issue’ i Australien. Både fordi der i mange år har været tørke, og fordi der nu i år har regnet så meget, at græsset og træerne endnu er grønne i marts. Og så selvfølgelig fordi der har været de store katastrofale oversvømmelser især i Queensland.

Vandforbruget i Australien, der er det tørreste beboede kontinent på kloden, er samtidig ret højt. I midten af sidste århundrede nåede vandforbruget op på over 400 liter pr capita pr døgn. I Melbourne er man nu nået ned på omkring 135 liter pr capita per døgn. Men med en stærkt stigende befolkning er presset på vandressourcerne stort. Vandspare-kampagner om at spare på vand i hverdagen har efter sigende ikke haft den store effekt, men der er også konkrete og skrappe restriktioner. Fx er det forbudt at vande have.

(Vandforbruget i København er også faldende. Fra 1985 og til i dag er det daglige forbrug faldet fra 174  til 111 liter pr. person. Målet er et vandforbrug på 100 liter pr. person i døgnet i 2012.)

Der er derfor et stort fokus på ’at høste regnvand’, når det falder og genbruge ressourcen – det kan foregå på flere måder, fx:


Private vandtanke, hvor vandet primært bruges til havevanding og svømmepøl. Der er masser af brochure og vejledninger til dette og heri anbefales vandet også til tøjvask og toilet. Der er offentlige og private virksomheder, der reklamerer med at de høster vand.

Når jeg cykler rundt i forståderne finder jeg også enkelte haveejere, som skilter med deres regnvandstanke, men som jeg hører folk, så er de utilfredse med, at der ikke gives tilskud til disse fra det offtlige.

Regnbed foran St Kilda bibliotek
- og et af billederne, der insisterer på at være på højkat!

Raingardens – regnbede, hvor bedene tilrettelægges, så vand holdes lokalt og nedsives og samtidig vander planter og træer. Også her er der masser af konkrete vejledninger at få.


Reservoirer af forskelige slags i landskabet, hvor vandet fastholdes og bruges til vanding og udvikling af grønne område, der også har en rekreativ værdi. Når man går rundt i byen, kan man se skilte det med dette. 

At ’høste vand’ synes jeg er et inspirerende perspektiv. I Danmark har vi primært haft fokus på at bortskaffe vandet, og ikke mindst efter det stigende antal regnhændelser, der har medført oversvømmelser. Vi bliver derfor nødt til at tilpasse vores byer til disse øgede regnmænder - og måske også varmere perioder - og hvorfor ikke også få bedre byer ud af disse nødvendige investeringer? Det handler et af vores store projekter om: 'Vand i byer' er et partnerskab for innovation mellem forskere og praktikere. Hvor vores byer i høj grad har været kloakbaserede skal vi nu undersøge og udvikle integrerede metoder, der kan spille på flere tangenter - fx også lokal afledning af regnvand (Lar) med regnbede og lommeparker og færre overflader med asfalt og fliser, hvor regnvandet ikke kan trænge ned. Det kan samtidig give byer med bedre adgang til fx vandløb, grønne områder og nye typer af fleksible by-elementer, fx sportsanlæg, der kan bruges som reservoir ved stærk regn. I dette integrerede system skal vi måske tænke i at ’høste’ også? Klimatilpasningen er en spændende udfordringen, som mange forskellige faglige discliner og borgere skal deltage i. Hvordan ser den klimatilpassede by ud i Danmark? Gennem mit besøg har jeg fået en del inspiration til arbejdet og fremtidige forskningsprojekter.

I Australien er de store oversvømmelser nu medvirkende til ændringer i fokus i forskningen og i indsatserne. Der er naturligvis stadig stærk fokus på tørke, men nye skridt er allerede synlige. Der har været besøg fra Holland af ’flood experts’. Og i ’water sensitive cities’, der er en stor offentlig privat forsknings- og innovationsprogram, er oversvømmelserne kommet med, som en af de udfordringer, som byerne i fremtiden må håndtere.

Ikke kun i Danmark snakker vi om vejret. Det regner også i dag i Melbourne, og folk går rundt med paraplyer. Alle undrer sig over denne sommer med den megen regn. Folk savner solen og snakker hele tiden om, at NU må den komme. Så på den ene side oplever Australien altså masser af klimaforandringer med stærkt tørke og skovbrænde og også oversvømmelser. På den anden side er der meget stor skepsis. Oppositionen i Australien stadig klima-skeptikere og forslag om en skat på olie er det store samtaleemne. Australien lever i øvrigt også af kul-eksporten. Det skal jeg op og snakke mere om i Sydney senere.

Så til det lokale dyre-leksikon. Australien har også sine tigre – der er naturligvis dem i Tasmanien – og så dem i Melbourne. Det er vist noget med fodbold og der er masser af fans med kasketter. Og så er der tigerne i tanken - der nogle gange stikker hovedet frem i godt selskab. Gennem Mads Uldall, en kollega i Københavns Kommune, mødte jeg en fantastisk familie i Fizroy – vi kom godt ind på hinanden på relativt kort tid på grund af familiens nysgerrige og imødekommende tilgang. Og efter en dejlig middag i haven, hvor natten faldt på med masser af myg og oposummer i træerne - så var det tid til aftenens godnat billede til ære for Mads og hans familie i København … vær så god … Tigrene fra Moor Street - med en enkelt dansk af slagsen ;-)  





Mandag morgen - på vej i skole

Jeg er faldet lige ned i hverdagen i Melbourne. Jeg har endnu ikke gået noget særligt rundt i Melbournes centrum og jeg har ikke set nogle af utallige attraktioner, som byen er kendt for - endnu altså.

Til gengæld kender jeg, hvordan St Kilda vågner. Fuglene og bilerne larmer om kap, børn og voksne går i rask fart i alt fra jakkesæt til korte nederdele og små toppe, cafeerne åbner og bilerne holder i kø på Marine Pde. Jeg kender den hurtigste vej til stoppestedet, hvor sporvogn nr. 16 går til Malvern station.

Jeg ved, at toget til Huntingdale går fra spor 4, og at bussen til Monash holder under broen ved motorvejen. Jeg ved, hvilken zone universitetet ligger i, og har fået det tag, der skal sikre, at billetten, der stikkes i automaten hver gang man skifter, kommer ud igen, registeret af systemet.

Jeg sidder sammen med de andre pendlere og bliver utålmodig, når de uendelige antal røde lys stopper sporvognen. Dog spiser jeg ikke morgenmad i sporvognen, hvad en del passagerer ofte gør. De fisker en bøtte op af tasken, finder skeen frem og vær så god …

Og så lægger jeg særligt mærke til de mange små og store børn på vej til skole – der er mange i sporvognen. De har skoleuniformer på, nogle mere klædelige end andre.  Pigerne har kjoler på ofte i blålige tern og meget korte. Drengene har bukser til knæene, hvide skjorter og jakker med striber og logoer. Måske endog slips. Mange piger og drenge har hatte på med logoer. Rygsække på med logoer. Idrætstøj med logoer.  Og store sorte fornuftige sko.

Det med hattene kan være en god ide, for sommersolen er stærk. Men for mig ser det mærkeligt ud med en række teenagedrenge med stribede jakker og hatte på. Selvfølgelig ser ingen af dem ud til at more sig – eller undre sig - over hinandens uniformer - omvendt er jeg ser sikker på de flår dem af, når de kommer hjem. Efter 16 er der ingen børn eller unge på gaden med uniformer. 

De fleste offentlige og private skoler i Australien har skoleuniformer. Skoleuniformerne har logoer med ’’Deo Duci’ og skolerne hedder fx ’La Salle’ eller ’Sacred heart girls school’ eller det mere lokale 'Elwood Primary School'. Argumenterne for skoleuniformerne handler om at undgå kliker og skabe lighed.


Jeg mødte en lærer i weekenden, som fortalte at han godt kunne han godt lide, at elevernes baggrund ikke viser sig gennem muligheden for at købe smart tøj. Nathan, som han hedder, mener nu, at elevernes personlighed sagtens kan trænge igennem alligevel. Jeg kan godt se pointen med at undgå det dyre tøj, men for mig er der også noget ensretning -uniformering - over det, som jeg synes er en høj pris. Og det med lighed  må jeg også lige grave lidt mere i.

Nathan var oprindelig uddannet ingeniør, men efter 3 år blev han arbejdsløs og valgte at tage en overbygning på et år, der gjorde muligt for ham at undervise i skolen. Han underviser i matematik og it på gymnasieniveau.

Skolegangen i Australien er normeret til 12 år – man starter som 5 årig og kommer ud af ’maskinen’, som han kalder den, som 17 årrig student. Målet er således, at alle skal blive studenter. Ifølge Nathan, vil det aldrig anbefale, at man undlader og kun vælger fx at gå i lærer som håndværker. De vil i øvrigt supplere dette med fx 1-2 dage på gymnaiset med særlige kurser. Der er overordnede læseplaner, men det er op til den enkelte skole og lære at vælge og tilrettelægge undervisningen.  Skolesystemerne i de enkelte stater i Australien er faktisk lidt forskellige, men der er en bevægelse på vej for at gøre det mere ensartet  på tværs af stater.

Det er super-interessant at udforske skolesystemer. Og det er facinerende at se i hvor høj grad skolesystemer er nationalt forskellige, og hvor tunge kulturelt og historisk forankrede institutioner, vi taler om. Selv om bl.a. pisa-stormene med jævne mellemrum raser over den dan ske folkeskole er der masser af ting, der ikke diskuteres.

De Australske skoler er naturligvis bygget på engelsk traditioner. Skolerne vil ofte været inddelt i ’huse’ - som i Harry Potter – hvor eleverne tilhører et hus gennem hele deres skoleforløb. Huset har således børn i aldre. Nathan skynder sig at fortælle, at de ikke har den ’onde’ konkurrence som i bøgerne, men at det fungerer som en tryg base i elevernes hverdag – og lidt konkurrence er jo godt., mener Nathan. 

Han fortæller endvidere, at lærere i Australien ikke har særlig høj prestige – ”man kan altid blive lærer”. Også her skal lærere åbenbart lægge ryg til meget kritik – især lærerne på de offentlige skoler, der omvendt har de største udfordringer. Nathan fortæller nemlig, at omkring 40 % af australske skoler er private. Denne udvikling er sket over de sidste 30 år og andelen er voksende. Det handler selvfølgelig grundlæggende om, at forældre vil det bedste for deres børn, og at de mener at disse skoler kan udvikle deres børns ressurcer bedre, men Nathan mener det er en ond cirkel. De stigende antal private skoler bygger videre på en tradition med eliteskoler med lang historie og stærkt fokus på faglighed. Men disse eliteskoler skoler er så attraktive, at de selv kan vælge deres elever og kan derfor holde et meget højt niveau.  De nye privat skoler er ikke så dyre som de traditionsrige ældre skoler, så mange middelklassefamilier vælger dette. De offentlige skoler må så håndtere den resterende del af befolkningen, der ikke har råd til private skoler. Nogle offentlige skoler er rigtig gode og folk vil flytte til disse områder for at få deres børn på disse skoler. De øvrige skoler må så klare sig, som de nu kan. Så måske skulle man tage fat på det med ligheden et andet sted end i uniformerne.

Nathan arbejder i selv øvrigt på en privat skole, hvor han oplever at opbakningen til elever og ham som lærer er større.

Så helt hverdag-sagtigt er det selv-følgelig ikke. Der er også det med papegøjerne, som jeg møder hver morgen på vej til sporvognen.